København, 27/02/2026 - 23:17
Sanger og sangskriver Neil Sedaka er død
Amerikanske Neil Sedaka, som blev 86 år, mindes af sin familie som en "sand rock'n'roll-legende".
Af: /ritzau/
Den amerikanske sanger og sangskriver Neil Sedaka er død. Han blev 86 år.
Det oplyser familien til mediet Variety.
- Vores familie er knust over det pludselige tab af vores elskede mand, far og bedstefar, Neil Sedaka.
- En sand rock'n'roll-legende, en inspiration for millioner, men vigtigst af alt for os, der var heldige nok til at kende ham, et fantastisk menneske, som vil blive meget savnet, skriver familien i en udtalelse ifølge Variety.
Det fremgår ikke, hvad dødsårsagen er.
Neil Sedaka stod bag sange som "Oh, Carol", "Happy Birthday Sweet Sixteen" og "Breaking Up Is Hard to Do". Han stod også bag "You Mean Everything to Me" og "Run, Samson, Run".
Han skrev desuden sange til Tom Jones, Frank Sinatra, Elvis Presley og The Monkees.
/ritzau/




