Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

24/10/2025 - 11:00

Fra sprøde kerner til pandekager: Spis fyldet fra halloweengræskarret

Gør årets græskarudskæring ekstra hyggelig - og mindsk samtidig madspild - ved at kokkerere med fyldet fra lygterne.

Frank Hammerschmidt/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Indmaden, du skovler ud af halloweengræskarret, ser måske ikke særlig appetitlig ud, men med en lille indsats er det muligt at forvandle det til lækkerier.

Sådan lyder det fra Britta Surland, der er leder af Arlas inspirationskøkken. Dog er det afgørende, at der er helt styr på hygiejnen, påpeger hun.

- Det kan hurtigt blive noget gratværk, når man skærer græskarlygter sammen med sine børn. Så hvis man vil bruge fyldet til mad bagefter, så vil jeg sige, at man skal starte med at skylle græskarrene og vaske hænderne.

Derudover anbefaler Fødevarestyrelsen, at du altid smager på et lille bitte stykke af græskarret, inden du laver mad med det.

Det skyldes, at græskar, ligesom både squash og vandmelon, kan indeholde de naturlige bitterstoffer cucurbitaciner, som er giftige og kan lede til diarré og opkast - uanset om græskarret er råt eller tilberedt.

Smager græskarret bittert eller metalagtigt, rådes du derfor til at smide det ud.

Med hygiejnen og smagsprøven på plads er der særligt et element fra halloweengræskarret, som er værd at kaste sig over, mener Britta Surland.

- Kernerne smager virkelig godt, hvis man rister dem i ovnen eller på panden. I modsætning til kerner fra for eksempel hokkaidogræskar, er de lette at få sprøde, og så kan du give dem alle mulige smage, fortæller hun.

Kernerne skal blot sorteres fra det orange snask, de sidder i. Laver du dem i ovnen, vender du først kernerne sammen med smør og salt plus de krydderier, du godt kunne tænke dig.

Det kan for eksempel være miks af spidskommen, stødt ingefær, hvidløgspulver og cayennepeber.

Bred nu kernerne ud på et stykke bagepapir på en bageplade, og bag dem i ovnen ved 200 grader varmluft i cirka 20 minutter.

- Man kan også tænde et lille bål og riste kernerne på en lille pande. Det er en hyggelig efterårsaktivitet, siger Britta Surland.

Det slimede og trevlede pulp, som kernerne sad fast i, behøver du heller ikke smide ud.

Du kan koge det og blende det til en græskarpuré, som kan blandes i en suppe, en pandekagedej eller en bolledej.

Græskarbollerne kan du endda få til at ligne græskar ved at klippe seks små snit i hver bolle og pensle dem med æggeblomme.

Har du et lille stykke græskar tilovers fra udskæringen, kan det eventuelt bruges som en lille stilk, der sættes ned i midten af bollen.

Når bollerne er færdigbagte, skaber snittene de karakteristiske græskarrynker, æggeblommen gør dem ekstra gyldne, og det lille græskarstykke ligner som sagt en stilk.

/ritzau fokus/

Nogent-sur-Marne, 24/10/2025 - 19:58

Bortgemt Picasso-maleri sælges på auktion for 200 millioner kroner

Benoit Tessier/Reuters

Maleriet har i mere end 80 år været gemt væk for offentligheden, men bliver nu vist frem på auktion.

Et maleri af den spanske kunstner Pablo Picasso, som ikke er blevet set i mere end 80 år, er fredag blevet solgt på en auktion i Frankrigs hovedstad, Paris.

Værket blev solgt for 27 millioner euro, hvilket svarer til lidt mere end 200 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Maleriet med titlen "Bust of a Woman with a Flowered Hat" blev malet i juli 1943, og det forestiller en kvinde med en farvestrålende blomsterhat.

Det er ikke blevet vist frem for offentligheden siden 1944, hvor en fransk familie købte det.

I mere end 80 år var maleriet en del af familiens private samling, indtil arvinger besluttede sig for at sælge det.

Værket menes at forestille den franske maler og fotograf Dora Maar, som var Picassos muse og elskerinde.

- Det er uden tvivl det mest rørende værk af Picasso, som involverer hans muse, fordi Picasso var ved at forlade hende (Dora Maar, red.) til fordel for (den franske maler, red.) Françoise Gilot.

- Gennem dette portræt ser vi en kvinde, der holder tårerne tilbage. Så det er heldigt for en auktionarius at have set dette stykke kunsthistorie med egne øjne, siger auktionarius Christophe Lucien til Reuters.

Dora Maars forhold til Picasso sluttede i 1943 efter syv år.

Maleriet blev solgt på auktionshuset Drouot i Paris.

En talsperson for auktionshuset oplyser til nyhedsbureauet AFP, at maleriet blev solgt til "en udenlandsk køber, som var til stede i salen".

Salget oversteg mindsteprisen på otte millioner euro - 60 millioner kroner - markant. Det er samtidig den hidtil højeste pris i år for et kunstværk solgt i Frankrig.

På trods af den høje købspris er det langt fra det dyreste Picasso-værk, der er blevet solgt på auktion.

Det hidtil dyreste Picasso-maleri blev solgt for 1,1 milliard kroner i 2015.

/ritzau/

Læs Mere >>

Nogent-sur-Marne, 24/10/2025 - 19:25

Bortgemt Picasso-maleri sælges på auktion for 200 millioner kroner

Benoit Tessier/Reuters

Maleriet har i mere end 80 år været gemt væk for offentligheden, men bliver nu vist frem på auktion.

Et maleri af den spanske kunstner Pablo Picasso, og som ikke er blevet set i mere end 80 år, er fredag blevet solgt på en auktion i Frankrigs hovedstad, Paris.

Værket blev solgt for 27 millioner euro, hvilket svarer til lidt mere end 200 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Maleriet har titlen "Bust of a Woman with a Flowered Hat" og blev malet i juli 1943.

Det er ikke blevet vist frem for offentligheden siden 1944, hvor en fransk familie købte det.

I mere end 80 år var maleriet en del af familiens private samling, indtil arvinger besluttede sig for at sælge det.

Værket menes at forestille den franske maler og fotograf Dora Maar, som var Picassos muse og elskerinde.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/10/2025 - 12:00

FAKTA: Opskrift på papkassemonster

* Skær fire stykker bølgepap til masken. Stykkerne skal måle omkring 15 centimeter i bredden og 50 centimeter i længden. Skær stykkerne på tværs af pappets bølger, så de kan bukkes og samles til masken. Saml dem kant mod kant med limpistol, så masken bliver tredimensionel.

* Skær med en hobbykniv et hul i den ene side til maskens mund, som man kan se ud igennem, og på den anden side et hul, så masken lettere kan tages af og på. Skær læber, ører og horn af pap, og lim dem på masken. Lim eventuelt plastikøjne på masken.

* Skær otte stykker pap til tentaklerne - stykkerne skal måle omkring 10 centimeter i bredden og 40-80 centimeter i længden. Skær stykkerne på tværs af pappets bølger, så de kan bukkes og samles til tentaklerne. Saml dem kant mod kant med limpistolen, så tentaklerne bliver tredimensionelle. Skær cirkler i forskellige størrelser, og lim dem på tentaklerne som sugekopper.

Kilde: "Halloweenbogen" af Emil Obel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/10/2025 - 12:00

Skab sjove halloweenkostumer til ungerne uden at købe nyt

Der skal ikke mere til end en gammel T-shirt eller en papkasse for at bringe ninjaer, monstre eller mumier til live.

Halloween skriger på uhyggelig udklædning til ungerne, og det behøver ikke at koste en klink.

- Jeg har det sådan: Hvorfor købe kostumer, når man kan lave dem meget federe selv sammen med sine børn og have det skægt med det?, siger Julie Paludan-Müller, der står bag bogen "Kostumeværkstedet - hjemmelavet udklædning til børn".

Hendes allernemmeste hack til et kostume er en ninja. Her skal du blot bruge en langærmet, sort T-shirt.

Træk trøjen halvt over hovedet på barnet, så udskæringen af trøjen hviler på næsetippen, mens resten af underansigtet er skjult. Det bageste af trøjen kan nu tages op bagfra og hen over ansigtet, så kun øjnene kan ses. Tag nu ærmerne, og bind dem bag ved barnets hoved, så masken bliver siddende.

- Det ser megasejt ud. Så kan barnet tage noget sort tøj på, og måske har man et lille sværd, der kan sættes i et bælte om livet. Bæltet kan bare være en rød snor. Det er en virkelig nem ninja, lyder det fra Julia Paludan-Müller.

Et andet hurtigt og nemt kostume er den klassiske mumie, hvor du river nogle gamle lagener eller aflagt tøj i strimler, der vikles rundt om barnet.

- Du kan virkelig lave en sej, gammel, muggen mumie ved at dyppe strimlerne i te og hænge dem til tørre. Så får de det helt rigtige mugne look, fortæller hun.

Gamle kostumer fra udklædningskassen kan også laves om til et halloweenhit. Har du for eksempel et klovnekostume, kan barnet blive til en skræmmende klovn blot ved at lave noget uhyggelig ansigtsmaling.

- Med en prinsessekjole kan man lave en uhyggelig dukke ved at male uhyggelige kuglerunde øjne. Det kan se ret sejt ud, siger Julie Paludan-Müller og tilføjer, at der findes masser af guides til ansigtsmaling på YouTube.

Kribler det i fingrene for at klippe og klistre, kan du kaste dig ud i at kreere et papkassemonster.

Det foreslår Emil Obel, der er kendt som vinder af "Den Store Bagedyst", men også er forfatter til "Halloweenbogen", hvor han deler kreativ gør det selv-halloweeninspiration.

- Min version af papkassemonsteret er en med et sjovt blækspruttehoved og tentakler, der stikker ud. Så laver jeg nogle mærkelige ører og klistrer på. Men man kan give det lige den form, man har lyst til, fortæller Emil Obel.

Pap er i det hele taget perfekt til at lave masker eller andre sjove hovedbeklædninger ud af, mener han.

- Det er megasjovt at lave ting ud af skrammel, der ikke koster alverden. Man kan male på nogle gamle papkasser, sætte en masse toiletruller sammen eller bruge tøj, man er vokset ud af, eller som er blevet hullet, siger Emil Obel og forsætter:

- Så har du nogle grundmaterialer at bygge af, og så kan du altid købe noget maling eller ansigtsmaling, der lige sætter prikken over i'et.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek