Bogota, 10/01/2026 - 01:34
Colombiansk oprørsgruppe opfordrer til fælles front mod USA
I video siger leder af EMC i Colombia, at oprørsgrupper skal lægge uenigheder til side og stå sammen mod USA.
Joaquin Sarmiento/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lederen af den største oprørsgruppe af tidligere Farc-soldater opfordrer andre oprørsgrupper til at stå sammen i kampen mod amerikansk indblanding i Latinamerika.
Det sker i en video, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I videoen udtaler Nestor Gregorio Vera, der også er kendt under navnet Ivan Mordisco, sig. Han står i spidsen for oprørsgruppen Estado Mayor Central (EMC), som består af tidligere soldater fra guerillabevægelsen Farc i Colombia.
EMC har til Reuters bekræftet, at videoen er ægte.
- Skyggen fra den interventionistiske ørn hviler over os alle. Vi opfordrer jer til at lægge uenigheder til side, lyder det i videoen fra EMC-lederen.
Her optræder Vera iført camouflage, og ved hans side står to tungt bevæbnede soldater.
Meldingen kommer, efter at USA i sidste weekend sendte soldater til Venezuela for at tilbageholde det sydamerikanske lands mangeårige præsident, Nicolás Maduro. Han befinder sig nu på amerikansk jord.
Colombias præsident, Gustavo Petro, skal efter planen mødes med USA's præsident, Donald Trump, i Washington D.C. i USA i februar.
Trump har truet Colombia - som er naboland til Venezuela - med militær handling. Han har flere gange anklaget Petros administration for at tillade, at kokain flyder fra Colombia ind i USA.
Trump har ikke fremlagt beviser for anklagen, men indførte i oktober sanktioner mod Petro.
- Skæbnen kalder os til at stå sammen. Vi er ikke spredte styrker, vi er arvinger til den samme sag. Lad os væve sammenhold gennem handling og skabe den store oprørsblok, der vil slå tilbage mod fjenderne af det større fædreland, lyder det fra Vera.
Videoens budskaber rettes ifølge Reuters mod grupperne Den Nationale Befrielseshær (ELN), Segunda Marquetalia og Coordinadora Guerrillera Simón Bolívar. De består ligeledes af tidligere medlemmer af Farc, der blev opløst i 2017.
I alt har grupperne mere end 11.000 medlemmer. Deres primære kriminelle aktiviteter er narkotikahandel og ulovlig guldminedrift.
Colombias forsvarsminister, Pedro Sanchez, har sagt, at Vera med sin opfordring forsøger at beskytte sig selv mod at blive fanget af væbnede styrker.
/ritzau/




