Washington D.C., 04/07/2025 - 02:58
Trump hæver prisen for udenlandske turister i nationalparker
Udenlandske turister skal ifølge dekret fra Trump opkræves mere, når de besøger steder som Grand Canyon.
Kaylee Greenlee/Reuters
Af: /ritzau/
Det vil i fremtiden blive dyrere for udenlandske turister at besøge USA's nationalparker.
Præsident Donald Trump har torsdag underskrevet et dekret, der vil øge indgangsprisen for udenlandske besøgende i nationalparker som Grand Canyon og Great Smoky Mountains.
Det fremgår ikke, hvor meget priserne vil stige - kun at det i fremtiden skal være dyrere.
De øgede indtægter fra udenlandske turister skal gøre det mere økonomisk overkommeligt for amerikanske statsborgere at nyde det, der i dekretet omtales som Amerikas nationale skatte.
USA's indenrigsminister, Doug Burgum, skal ifølge dekretet udarbejde en strategi, der øger indtægterne og forbedrer oplevelsen i de amerikanske nationalparker.
Der er også fokus på at tiltrække flere turister til naturområder, der ifølge dekretet muligvis ikke er godt nok udnyttet i dag.
Burgum skal sammen med udenrigsminister, Mark Rubio, ligeledes arbejde for at tiltrække flere udenlandske turister til USA's nationalparker.
En af USA's mest besøgte nationalparker er Grand Canyon i Arizona, der hvert år har mere end fem millioner besøgende.
I dag koster det 20 dollar per person at få adgang til Grand Canyon i syv dage. Det fremgår af nationalparkens hjemmeside. Beløbet svarer til 126,50 danske kroner.
Det er langtfra alle nationalparker i USA, der i dag opkræver entre af besøgende.
Dekretet fra Donald Trump kommer, efter at USA's regering for nylig har foreslået at beskære det årlige budget hos National Park Service med mere end én milliard dollar - svarende til 6,3 milliarder kroner - i 2026.
National Park Service er et føderalt agentur, der bestyrer 433 nationalparker på tværs af USA.
Forslaget betyder ifølge New York Times, at National Park Service risikerer at miste en tredjedel af sit nuværende budget.
I forvejen har nedskæringer under Trump-administrationen betydet, at antallet af medarbejdere i USA's nationalparker er mindsket.
1000 medarbejdere blev opsagt kort efter Trumps tiltrædelse 20. januar, og siden har flere tusinde medarbejdere ifølge New York Times sagt op - enten frivilligt eller fordi de er blevet presset til det.
Den private organisation The Property and Environment Research Center skønner, at omkring 14 millioner udenlandske turister hvert år besøger USA's nationalparker.
/ritzau/