Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 13/06/2023 - 10:57

Beatles vil udgive ny sang med hjælp fra kunstig intelligens

En ufærdig John Lennon-sang fra 1978 menes at være grundlaget for en ny Beatles-udgivelse, der ventes i år.

Af: /ritzau/

Et af de bedst sælgende bands i musikhistorien, den britiske gruppe The Beatles, har tilsyneladende ny musik på trapperne.

Det skriver det britiske medie BBC.

Beatles-frontmanden Paul McCartney har afsløret, at det ved hjælp af kunstig intelligens er lykkedes at færdiggøre "den sidste Beatles-udgivelse".

- Vi har lige færdiggjort den, og den bliver udgivet i år, siger 80-årige McCartney i et radioprogram på BBC's Radio 4.

Han afslører ikke nogen titel på den ventede udgivelse.

Ifølge BBC er der dog formentlig tale om en ufærdig John Lennon-komposition fra 1978 ved navn "Now And Then". Der har også tidligere - i 1995 - været planer om at få færdiggjort sangen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek