Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 15/03/2026 - 19:48

Neestrup efter nyt nederlag: Vi stoppede med at spille

FC København var selv skyld i, at OB vendte 0-1 til en sejr på 2-1, mener cheftræner Jacob Neestrup.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

FC København var foran 1-0 efter første halvleg, men så stoppede holdet uforklarligt med at spille fodbold og tabte 1-2 ude til OB i den første kamp i Superligaens nedrykningsspil.

Sådan lyder den korte analyse fra FCK-træner Jacob Neestrup.

- Vi udnyttede ikke vores mange muligheder i første halvleg, og så holdt vi op med at spille, siger Neestrup til klubbens hjemmeside.

FCK-spillerne formøblede også flere muligheder for at score yderligere mod OB, men kvaliteten var for ringe.

- Vi kom i frit løb ned mod deres mål, men vi var for svage og tog ikke vare på afslutningerne.

- Vores niveau faldt lidt i det sidste kvarter inden pausen, men vi sad stadig med en god fornemmelse i pausen og fik justeret nogle ting for at kunne blive ved med at gøre ondt på OB, siger Neestrup.

FCK-spillerne blev alt for passive i anden halvleg, og OB overtog initiativet og scorede to mål.

- Vi var udmærket med i de første syv-otte minutter efter pausen, hvor vi havde endnu en stor mulighed for at udbygge føringen.

- Men så stoppede vi med at spille, og resten af kampen var vi alt for passive og endte med at tabe til et OB-hold, der var meget mere dynamisk og aktivt i hele anden halvleg, både offensivt og defensivt, fastslår Neestrup.

FCK er nu oppe på syv kampe i træk i Superligaen uden sejr.

- Jeg forstår godt, hvis fansene er skuffede og frustrerede over, at vi endnu en gang ikke leverer i Superligaen, og det er svært for os alle sammen at være en del af det her, siger Neestrup.

- Vi må som altid analysere kampen grundigt, både det positive og det negative, og så arbejde videre på træningsbanen den kommende uge for at gøre os bedst muligt klar til den næste kamp.

FCK's næste opgave er hjemme mod oprykkerne fra FC Fredericia næste søndag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek