Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/12/2024 - 08:00

Stjerner skildrer kvindes modstandskamp i ny DR-dramadokumentar

"Kodenavn: Storfyrstinden", som har Neel Rønholt og Jacob Lohmann på rollelisten, er fortællingen om det allertidligste modstandsarbejde i Danmark.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

DR er klar med sin anden dramadokumentarserie om Anden Verdenskrig.

"Kodenavn: Storfyrstinden", som har Sidsel Siem Koch, Neel Rønholt, Jacob Lohmann, Sebastian Jessen og Martin Greis-Rosenthal i hovedrollerne, kan ses fra 27. december.

Det oplyser public service-stationen i en pressemeddelelse.

"Kodenavn: Storfyrstinden" er fortællingen om det allertidligste modstandsarbejde i Danmark.

Den centrerer sig om bankassistenten Jutta Graae, der begyndte at arbejde sammen med den danske efterretningstjeneste og sende hemmelige efterretninger til England i håbet om at vise de allierede, at Danmark ikke var et tyskervenligt land.

Da en vigtig sending opsnappes af tyskerne, og kureren fængsles, flygter hun i sommeren 1943 sammen med resten af efterretningsofficererne til Sverige.

Her er hun med til at genopbygge kurertjenesten mellem Danmark og England og ender med at arbejde i den engelske sabotageenhed i London.

- Historien er en enestående mulighed for at se Danmarks besættelseshistorie gennem en kvindes øjne og dermed også portrættere en kvindes vej ind i den danske modstandsbevægelse, siger programchef Anne Garlichs i pressemeddelelsen.

- Derudover er det fortællingen om, hvordan den danske modstand i begyndelsen udsprang af få modige individers kamp i en tid præget af den danske samarbejdspolitik og frygten for Hitlers overmagt. Denne fortælling sætter derfor historien i et helt nyt lys, som ikke er fortalt tidligere på tv.

Jacob Lohmann, som er på rollelisten i "Kodenavn: Storfyrstinden", var også på rollelisten i DR's første dramadokumentar om Anden Verdenskrig, "Hugo - Görings jødiske ven", der blev sendt tidligere på året.

Den skildrede venskabet mellem den dansk-tyske jøde Hugo Rothenberg og den berygtede topnazist Herman Göring og er baseret på familien Rothenbergs arkiv og erindringer.

De to nye dramadokumentarer slutter sig til porteføljen af dramadokumentarer, som blandt andet har skildret 1920'ernes nybrud, Bornholms krigshistorie og forholdet mellem statsminister Jens Otto Krag og Matador-skuespilleren Helle Virkner.

"Kodenavn: Storfyrstinden" har premiere på DRTV 27. december klokken 06.00.

Første afsnit kan ses på DR1 den 29. december klokken 20.00.

De næste afsnit kan ses de følgende tre søndage samme tid.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek