Bruxelles, 29/05/2026 - 14:51
EU og Ungarn indgår aftale om reformer og EU-midler efter Orbán-exit
Ungarn skal gennemføre en række strukturelle reformer. Og så står EU klar til at frigive indefrosne midler.
John Thys/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ungarn og EU er enige om en plan for reformer, der skal stoppe korruption og frigive i alt 16,4 milliarder euro i støtte til Ungarn.
Beløbet svarer til omkring 122 milliarder kroner.
Dermed er der tale om en ny begyndelse i forholdet mellem EU og Ungarn.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter et møde med Ungarns nye leder, Péter Magyar, i Bruxelles fredag.
- Der er kun gået nogle få uger siden valget, men vi kan allerede mærke en stærk forandringsvind i Ungarn.
- En ny æra begynder for Ungarn, siger von der Leyen.
Under tidligere premierminister Viktor Orbán har Ungarn været i et årelangt slagsmål med EU-Kommissionen om retsstatsprincipper, migrationspolitik, Ukraine og indefrosne EU-midler.
Fredagens aftale åbner for en normalisering af forholdet mellem Ungarn og EU.
Betingelsen er dog, at Ungarn gennemfører en række reformer, der skal stoppe korruption.
Første skridt er allerede taget ved, at Ungarn har meddelt, at man nu hurtigt tilslutter sig Den Europæiske Anklagemyndighed.
Anklagemyndigheden er et uafhængigt EU-organ, der har ret til at efterforske, retsforfølge og rejse tiltale for forbrydelser mod EU's finansielle interesser.
Dermed får EU en vigtig mulighed for at sikre, at EU-midlerne ikke falder i de forkerte hænder.
Samtidig er der i planen indført konkrete milepæle, som Ungarn skal nå, før de får adgang til midlerne, fastslår von der Leyen.
- Ungarn har hårdt brug for at gennemføre strukturelle reformer. Vi har nu en solid og sikker landingszone for de reformer, der er nødvendige i forhold til retsstaten og korruption.
- Alle reformer i planen skal gennemføres, og først i det øjeblik, reformerne bliver godkendt i det ungarske parlament, vil vi frigive de midler, der er knyttet til de enkelte reformer, siger von der Leyen.
Aftalen er vigtig for Ungarn, fordi der er tale om enorme beløb, som kan skabe vækst i landet.
- Vi er meget taknemmelige, og vi ser frem til samarbejdet med EU og de europæiske befolkninger, siger Péter Magyar.
Han fastslår, at en del af pengene blandt andet skal gå til investeringer i infrastruktur i Ungarn, der kæmper med en svag økonomi.
Hovedparten af pengene kommer fra coronamidler. Det udgør omkring 10 milliarder euro.
Derudover udgør de såkaldte samhørighedsmidler den resterende del. De penge går til EU's fattigste regioner for at sikre økonomiske fremskridt.
/ritzau/




