København, 17/06/2026 - 10:58
Narkohandler tjente 1,2 millioner og får 14 års fængsel
Østre Landsret har reduceret straffen i en sag, som politiet kaldte "Operation Mustang".
Af: /ritzau/
Et større sagskompleks om kokain og andre ulovlige stoffer er i Østre Landsret onsdag endt med langvarige fængselsstraffe til tre mænd.
Dommen lyder på fængsel i henholdsvis 14, 13 og 9 år.
Dermed bekræftes det, at narkohandlere i den tunge klasse straffes på linje med personer, som begår drab. Her er udgangspunktet fængsel i 12 år.
Netop narko er den væsentligste årsag til, at cellerne i landets fængsler er optaget.
Sidste år førte grov narkotikakriminalitet til en tredjedel af den samlede idømte ubetingede frihedsstraf.
Det viser en opgørelse fra Styrelsen for Danmarks Fængsler om den såkaldte strafmasse.
I alt blev tiltalte idømt lidt mere end 82.000 måneders ubetinget frihedsstraf, og narko var årsag til mere end 28.000 måneder. Vold medførte godt 11.000 måneders ubetinget fængsel.
Den aktuelle sag er sidste kapitel i en sag, som politiet efterforskede under kodeordet "Operation Mustang".
Landsretten har frifundet de tre mænd for flere kilo i forhold til en tidligere dom fra Retten i Glostrup, og straffen er også reduceret.
Den 39-årige Mohammed Khan er af landsretten fundet skyldig i at have håndteret blandt andet 37 kilo kokain. Han tjente 1,2 millioner kroner på kriminaliteten, vurderer landsretten.
Resultatet er fængsel i 14 år til manden, der i øvrigt udvises af Danmark for bestandig. Han er britisk statsborger, men er født og opvokset her i landet.
Fængsel i 13 år er dommen til 31-årige Daniel Frisch, men heraf er to år rest fra en tidligere dom. Han havde blandt andet med 22 kilo kokain at gøre.
Den tredje mand i sagen dømmes for cirka 10 kilo kokain, og det har givet fængsel i ni år. Begge de sidstnævnte får hver konfiskeret mere end 200.000 kroner, som de tjente på de ulovlige forretninger.
/ritzau/
/ritzau/




