Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/03/2026 - 14:22

Drab med machete udløser dom til anbringelse

En 21-årig mand er vurderet til at være sindssyg og dømmes til anbringelse for drab i Hvidovre.

Af: /ritzau/

Retten i Glostrup har tirsdag dømt en 21-årig for i januar sidste år at have dræbt en anden mand med en machete i en lejlighed i Hvidovre.

Den 21-årige er på grund af sindssygdom i stedet for en straf dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Det skriver HvidovreNyt.

Ritzau har tidligere fra retssagen rapporteret, hvordan den 21-årige selv forklarede, at det var et slagsmål om lånte penge, et beløb på 5000 kroner, der udspillede sig i lejligheden på Arnold Nielsens Boulevard.

Den 21-årige mand påstod, at den anden mand angreb først med macheten, og at han selv handlede i nødværge. Undervejs i slagsmålet fik han fat i våbnet og brugte det mod den anden mand, lød forklaringen.

- Jeg var nødt til at angribe i forsvar. Efter at han angreb mig, stak jeg ham måske i hånden, lød det fra den 21-årige, da han afgav forklaring.

Men drabsofferet havde langt flere skader end som så. Obduktionen viste i alt 62 snit- eller stiksår. Han blev ramt 47 gange i ansigtet og hugget syv gange i hovedet. Derudover var der sår på hænder, ben, fødder og krop.

Det var en anmeldelse om larm, som fik politiet til at rykke ud. Foran lejligheden fandt man en hårdt kvæstet mand. Han var faldet ud af et skråvindue i lejligheden på tredje sal.

Det var den 21-årige mand, som nu er dømt i sagen. Han fortalte i retten, at han havde en følelse af, at han var blevet skubbet.

Ifølge HvidovreNyt er den 21-årige med tirsdagens afgørelse dømt til at betale erstatning til fire efterladte. Han har valgt at anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek