København, 19/05/2026 - 18:46
Philip Westh erkender drabet på 17-årige Emilie Meng
Drabsdømte Philip Westh erkender drab på Emilie Meng, fordi han ønsker at tage ansvar, siger forsvarsadvokat.
Af: /ritzau/
Drabsdømte Philip Patrick Westh har under nylige afhøringer med politiet tilstået drabet på 17-årige Emilie Meng.
Det oplyser hans forsvarsadvokat, Karina Skou, til Berlingske. Hun bekræfter det også over for Ritzau.
- Det skyldes, at han ønsker at tage ansvar, siger hun.
I juni 2024 blev Philip Patrick Westh idømt livstid for en lang række alvorlige forbrydelser.
Foruden drab blev han også kendt skyldig i frihedsberøvelse, voldtægt og drabsforsøg mod en 13-årig samt et overfald på en 15-årig efterskolepige.
Det var alene nogle af forbrydelserne mod den 13-årige, som han i 2024 erkendte.
I marts i år tilstod han også overfaldet på den 15-årige efterskolepige.
/ritzau/




