København, 28/04/2026 - 07:47
Alm. Brand tjener flere penge på at sælge forsikringer
Topchefen i Alm. Brand anser resultaterne i første kvartal for at leve op til hans forventninger.
Af: /ritzau/
Forsikringskoncernen Alm. Brand Group så sine forsikringsindtægter vokse i årets første kvartal.
Det viser et regnskab, der er blevet offentliggjort tirsdag morgen.
Når man sammenligner med samme kvartal sidste år, steg indtægterne 2,5 procent til godt 2,9 milliarder kroner.
Alm. Brand har også formået at løfte sit forsikringsresultat betragteligt til 496 millioner kroner i perioden.
Forsikringsresultatet viser, hvor meget et forsikringsselskab tjener eller taber på kerneforretningen - det vil sige at sælge forsikringer.
Andreas Ruben Madsen, der er administrerende direktør i koncernen, er tilfreds med resultaterne, som han anser for at leve op til målsætningerne.
- (Resultaterne, red.) afspejler vores fokus på at skabe en mere effektiv og konkurrencedygtig koncern, siger han i en kommentar til regnskabet.
/ritzau/




