Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 02/05/2025 - 18:57

Kommende vicekansler: Ny regering bør se på muligt forbud mod AfD

AfD er blevet stemplet som ekstremistisk i Tyskland. Kommende vicekansler kalder partiet et angreb på landet.

Leon Kuegeler/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Den kommende regering i Tyskland bør undersøge, om der skal gøres et forsøg på at forbyde partiet Alternative für Deutschland (AfD).

Det siger Lars Klingbiel, som er leder af det socialdemokratiske SPD's gruppe i Forbundsdagen, i et interview med det tyske medie Bild.

Klingbeil står desuden til at blive finansminister og vicekansler i den nye tyske regering.

Meldingen kommer, efter at den tyske efterretningstjeneste BfV har stemplet AfD som en højreekstremistisk organisation.

- AfD er et angreb på Tyskland, siger Klingbeil til Bild.

- De ønsker et andet land, de ønsker at ødelægge vores demokrati. Og det skal vi tage meget alvorligt.

Tidligere på ugen godkendte SPD en koalitionsaftale med konservative CDU/CSU og banede dermed vej for en ny regering i Tyskland.

Det skete, omkring to måneder efter at landet havde afholdt valg til Forbundsdagen.

Her fik AfD 20,8 procent af stemmerne og blev dermed Tysklands næststørste parti. Samtidig bliver det landets største oppositionsparti.

AfD's nye status hos efterretningstjenesten vil ifølge Reuters gøre det nemmere for myndighederne at overvåge partiet.

Selv mener AfD, at beslutningen er et politisk motiveret forsøg på at miskreditere og kriminalisere partiet.

- AfD vil fortsætte med at anlægge sag mod disse injurierende angreb, der truer demokratiet, har de to partiledere Alice Weidel og Tino Chrupalla sagt i en udtalelse.

Den tyske efterretningstjeneste beskylder partiet for at puste til "irrationel frygt og fjendtlighed" mod individer og grupper.

Efterretningstjenesten har baseret sin klassifikation af AfD på konklusionerne i en fortrolig 1100 sider lang rapport, som ifølge nyhedsbureauet Reuters er blevet udarbejdet af eksperter.

Ifølge sikkerhedskilder, som har set rapporten, bliver der oplistet en række citater og eksempler.

Blandt andet skal folk fra partiet ofte have beskrevet statsborgere med immigrantbaggrund som "pas-tyskere" og brugt begreber som "befolkningsudskiftning" for at beskrive migration.

Desuden blev migranter ifølge rapporten ofte sammenlignet med invasive arter eller beskrevet som "knivmigranter" eller "knivmænd".

Et parti skal være klassificeret som en ekstremistisk organisation, før BfV kan overvåge det, da efterretningstjenesten ifølge Reuters er bundet af strammere regler end andre europæiske efterretningstjenester.

Ander organisationer, som har fået samme klassificering, tæller eksempelvis nynazistiske grupper som Det Nationaldemokratiske Parti (NPD), islamistiske grupper herunder Islamisk Stat og venstreradikale grupper som Tysklands Marxistisk-Leninistiske Parti.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek