Washington D.C., 12/02/2026 - 20:52
Trump river grundlag for grøn lovgivning i USA midt over
Trump affejer en videnskabelig afgørelse, som en del af USA's nyere klimalovgivning udspringer af.
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
USA's præsident, Donald Trump, meddeler torsdag, at han ikke anerkender en videnskabelig konklusion fra 2009 om, at drivhusgasser truer folkesundheden.
Den såkaldte "endangerment finding" fra 2009 danner grundlag for en række klimalove og tiltag, blandt andet regler om udslip fra biler.
- Denne bestemmelse havde intet faktuelt grundlag, slet ingen, og intet juridisk grundlag, siger Trump torsdag ifølge AFP.
Nyhedsbureauet skriver, at det er Trump-administrationens hidtil mest vidtrækkende tilbagerulning af klimapolitik.
Trumps melding kom ved et arrangement i Det Hvide Hus, hvor præsidenten var ledsaget af chefen for USA's miljøstyrelse (EPA), Lee Zeldin.
Trump-administrationen har derfor formelt fjernet standarderne for udledning af drivhusgasser fra biler.
Denne ophævelse ventes dog hurtigt at blive udfordret ved domstolene af klimaorganisationer.
Præsident Barack Obama brugte den videnskabelige afgørelse fra 2009 som juridisk fundament for en række regler på klimaområdet.
Afgørelsen slår fast, at seks drivhusgasser - blandt andet CO2 og metan - udgør en fare for folkesundheden, idet de forværrer den globale opvarmning.
Flere af de regler - herunder grænser for, hvor meget CO2 kulkraftværker må udlede - ventes nu at blive omgjort, efter at Trump har affejet grundlaget for dem.
/ritzau/




