København, 29/07/2024 - 07:00
Planter kan hjælpe med at rense luften
En masse grønne blade kan ikke erstatte en god udluftning, men det kan hjælpe med at rense luften for skadelige stoffer, lyder det fra ekspert.
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus
Når du shopper efter grønt til hjemmet, er du måske stødt på begrebet "luftrensende plante".
Og det kan jo lyde meget smart. Men er der noget om snakken?
Spørger man Renate Müller, der er professor emerita og tilknyttet Københavns Universitets Institut for Plante- og Miljøvidenskab, er svaret grundlæggende ja.
- Vi - og andre forskere - har kunnet dokumentere, at planter har en evne til at optage flygtige stoffer - også skadelige stoffer - fra luften og forbedre den, siger hun og understreger, at det dog er forsimplet at tro, at man blot ville kunne "købe denne plante, og så er alle dine problemer løst".
- Det er ikke undersøgt på alle planter, og dem er der jo mange af. Vi har kigget på eksempelvis Hedera (også kaldet almindelig vedbend, red.), og her har vi kunnet dokumentere, at den optager nogle kemiske stoffer i luften som toluen, der findes i blandt andet lim og maling, siger hun.
Men hvilke planter kan man så gå efter? Der er lavet undersøgelser med mange forskellige almindelige stueplanter.
For eksempel vedbend, guldranke, paraplytræ, fredslilje og forskellige Ficus-arter for at nævne nogle kendte eksempler. Listen af planter, som har en evne til at forbedre indeklimaet i din bolig, er dog længere end det.
Det skal gerne være en plante, der er i god vækst, og som får tilstrækkeligt med vand og lys. Og så skal der også være mange store blade, lyder det fra Renate Müller.
- På undersiden af bladene er der små åbninger, hvor de skadelige stoffer optages. Har de et stort bladareal, kan de også optage mere, siger hun og fortsætter:
- Står planten i et tørt rum og får hverken lys eller vand, så lukker de små åbninger, og så kommer der intet ind.
Ud over at optage skadelige stoffer, så kan planterne også forbedre luftkvaliteten ved at optage CO2 og afgive ilt.
- Det gør alle planter i vækst, men det er selvfølgelig ikke sådan, at du kan lade være med at lufte ud, fordi du har en plante stående. De kan bidrage til at forbedre indholdet i luften en smule, siger Renate Müller.
Ifølge Renate Müller kan du ikke nøjes med at have en buket afskårne blomster stående i en vase.
- De seneste studier viser, at det ikke bare er planten, som bidrager til at optage de skadelige stoffer. Det gør potten med jord også, siger hun.
- Det er ikke sådan, at man i stedet for en plante kan sætte en potte med jord. Det er hele jordpotten med rødder, plante og mikroorganismer, der bidrager til det. Vi har lavet studier, hvor vi har taget planten væk og bibeholdt potten med jord og rødder, og det viser sig, at dele af effekten forstærkes, hvis planten også sidder i.
/ritzau fokus/