Paris, 22/04/2026 - 18:40
Endnu en fransk soldat er død efter angreb på FN-styrke
Mens én soldat blev dræbt i angreb i Libanon, er en anden soldat død efter at være blevet bragt til Frankrig.
Kawnat Haju/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Endnu en fransk soldat er død efter et angreb sidste uge mod FN's fredsbevarende styrke i Libanon (Unifil).
Det siger den franske præsident, Emmanuel Macron, som beskylder den iranskstøttede, militante gruppe Hizbollah for at stå bag.
Soldaten blev alvorligt såret 18. april i et angreb og døde onsdag morgen af sine skader efter at være blevet bragt til Frankrig, skriver Macron på det sociale medie X.
En af den franske soldats kolleger blev dræbt i angrebet.
Unifil sagde, at de foreløbige undersøgelser pegede i retning af ikke-statslige aktører, angiveligt Hizbollah. En undersøgelse er blevet iværksat, og Unifil omtaler det som et "overlagt angreb".
Hizbollah har afvist at stå bag og har udtrykt overraskelse over, at flere drager "forhastede" konklusioner om gruppens involvering i angrebet.
FN-missionen i Libanon blev indsat i 1978, efter at Israel var rykket ind i Libanon under et palæstinensisk oprør i den sydlige del af Libanon, og landet var sunket ned i en borgerkrig.
Frankrig, som har stærke historiske bånd til Libanon, bidrager med omkring 700 soldater til Unifils mission.
Tre franske soldater er nu døde i regionen, siden USA og Israel begyndte deres angreb på Iran i slutningen af februar. En blev dræbt i et droneangreb på en fransk-kurdisk base i det nordlige Irak.
Der er for tiden våbenhviler i både Iran og Libanon.
I Iran blev der oprindeligt meddelt en våbenhvile for omkring to uger siden - og den blev tirsdag aften dansk tid forlænget af USA's præsident, Donald Trump.
En separat aftale om våbenhvile mellem Israel og Libanon begyndte fredag, og den inkluderer også Hizbollah.
Israel og den militante gruppe Hizbollah beskyldte dog tirsdag aften hinanden for angreb og brud på våbenhvile.
/ritzau/Reuters




