Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/08/2026 - 17:33

Arsenal styrker forsvaret med VM-stopper fra Aston Villa

Ezri Konsa skal være med til at styrke Arsenals forsvar i den kommende sæson. Stopperen er købt i Aston Villa.

Carlos Barria/Reuters

Af: /ritzau/

Arsenal køber den engelske VM-stopper Ezri Konsa i Aston Villa.

Det oplyser den forsvarende engelske mester på klubbens hjemmeside.

28-årige Konsa fik spilletid i alle Englands kampe ved sommerens slutrunde og startede inde i de fleste af dem. Han scorede blandt andet også i bronzesejren på 6-4 over Frankrig.

Engelske Sky Sports skriver, at Arsenal betaler 51 millioner pund for forsvarskrumtappen. Det svarer til cirka 445 millioner kroner.

Ezri Konsa fik sin fodboldopdragelse i Charlton, hvor seniordebuten også kom.

Han var lige forbi Brentford i en enkelt sæson, inden han i 2019 skrev kontrakt med Aston Villa. Siden er det blevet til 286 kampe for klubben fra Birmingham.

- Ezri er en forsvarsspiller af høj kvalitet. Hans fysik, ro og fodboldintelligens har gjort ham til en af de mest stabile spillere i Premier League, siger Arsenals sportsdirektør, Andrea Berta.

Arsenal skriver, at man har sikret stopperen på en "længerevarende kontrakt", men klubben uddyber ikke længden.

Tilføjelsen af en stopper er tiltrængt for Arsenal, der i de kommende måneder må undvære franske William Saliba, som er ude med en længerevarende rygskade.

Arsenal åbner fredag aften Premier League-sæsonen mod oprykkeren Coventry.

Det bliver dog uden Konsa, der i stedet potentielt kan få debut i næste runde, hvor Arsenal møder netop Aston Villa.

RITZAU

TjekDet - faktatjek