Washington D.C., 06/06/2025 - 01:45
Merz efter møde med Trump: Vi taler godt sammen personligt
Tysklands kansler, Friedrich Merz, er "yderst tilfreds" med, hvordan møde med Trump gik torsdag, siger han.
Michael Kappeler/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Den amerikanske præsident, Donald Trump, og Tysklands kansler, Friedrich Merz, fandt fælles fodslag under et positivt første møde mellem de to i Det Hvide Hus torsdag, hvor de blandt andet diskuterede Ukraine-krigen, handel og forsvar.
Trump beskrev Merz som en god repræsentant for Tyskland, men også "vanskelig", hvilket han betegnede som et kompliment.
Præsidenten sagde videre, at de amerikanske styrker vil blive i Tyskland, og at han hilser Tysklands ambition om at øge landets forsvarsudgifter velkommen.
Mødet fandt sted i Det Ovale Værelse, som har været skueplads for konfrontationer mellem Trump og andre besøgende statsoverhoveder, heriblandt den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa.
Men sådan gik det ikke torsdag.
Trump og Merz, der begge er konservative, ser ifølge nyhedsbureauet Reuters ud til at have et varmt forhold fra start.
Merz, der blev indsat som kansler i starten af maj, begyndte mødet med at rose Trump og udtrykke taknemmelighed for USA's befrielse af Tyskland fra nazismen i 1945.
Trump har opfordret Nato-landene til at øge forsvarsudgifterne, men han har antydet, at der måske er nogle grænser for, hvor langt Tyskland skal gå, når man tager landets fortid under Anden Verdenskrig i betragtning.
Efter mødet siger Merz, at han er "yderst tilfreds" med, hvordan det er gået.
- I den amerikanske præsident har jeg fundet en person, som jeg kan tale meget godt med på et personligt plan, siger han.
Han tilføjer, at Trump var synligt rørt over at have modtaget en gave i form af en kopi af sin bedstefar Friedrich Trumps tyske fødselsattest fra 1869.
Kansleren offentliggjorde senere et foto af de to ledere, der spillede golf i Det Ovale Værelse, og han sagde efterfølgende til journalister, at de kom godt ud af det med hinanden.
Men under overfladen ulmede spændingerne omkring den handelskrig, som Trump iværksatte efter sin indsættelse i januar.
USA og EU er i forhandlinger om en handelsaftale, som vil være afgørende for Tysklands eksportafhængige økonomi. Der er indført en pause i den amerikanske told på EU-varer frem til 9. juli.
Merz fortalte forud for mødet til journalister, at han ikke forventede et stort gennembrud vedrørende hverken told, Nato eller krigen i Ukraine.
/ritzau/Reuters