Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nuuk, 23/01/2026 - 15:56

Mette Frederiksen er i Grønland for at vise dansk opbakning

Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen skal forberede "den fælles diplomatiske indsats" under Nuuk-besøg.

Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Statsminister Mette Frederiksen (S), som fredag er ankommet til Nuuk, skal sammen med Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering, forberede, hvordan den videre diplomatiske indsats, som også involverer USA, skal foregå.

Efter et møde i Hans Egedes Hus mellem Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen siger statsministeren om sit besøg, at duoen "har behov for at være meget, meget tætte med hinanden i denne tid".

- Så jeg vil kalde det en arbejdsdag, hvor vi nu forbereder vores næste skridt sammen som kongerige.

- Nu er der et diplomatisk, politisk spor, som vi kommer til at forberede, siger Mette Frederiksen.

Ordene falder på et kort doorstep, inden at Mette Frederiksen og den grønlandske regeringsleder går en tur i Nuuk.

Undervejs bliver der vinket til menig mand, som følger med fra sidelinjen, men ellers er det svært at se noget på grund af de mange pressefolk, som går med på turen.

Situationen omkring Grønland, som USA's præsident, Donald Trump, vil have ejerskab over, kører lige nu i to spor.

Et Nato-spor, der handler om øget tilstedeværelse i Arktis, og så et "diplomatisk, politisk spor" om "forsvars- og sikkerhedssamarbejde" mellem Danmark, Grønland og USA.

- Der er igangsat et arbejde med den amerikanske administration, og vi er i gang med at afklare i de her uger, hvordan det arbejde præcis skal foregå, sagde Mette Frederiksen torsdag til DR og TV 2.

Onsdag i sidste uge var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i Washington D.C. med Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, hvor en "arbejdsgruppe på højt niveau" blev nedsat med USA.

Siden er det gået stærkt i konflikten om Grønland, og onsdag i denne uge kunne Trump berette, at der efter et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, var blevet udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.

Mødet blev afholdt i Davos i Schweiz under World Economic Forum, som Danmark ikke havde sendt regeringsrepræsentanter afsted til.

Det er fortsat yderst sparsomt med detaljer om aftalen mellem Trump og Rutte.

Mette Frederiksen har dog slået fast, at Nato "ikke har mandat til at forhandle på vegne af Danmark og Grønland om vores forhold".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek