Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/02/2025 - 14:20

Dansk Hollywood-sanger er blevet mor for første gang

Sangeren Coco O. har fået en datter, der skal hedde Bea. Hun kom til verden til lyden af "Heal the World" med Michael Jackson.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

En drøm er gået i opfyldelse for den danske sanger Coco O.

Hun er blevet mor for første gang.

Det afslører hun i et opslag på sin Instagram-profil.

- Velkommen til verden, baby Bea. Hun kom til verden til lyden af "Heal the World" med Michael Jackson. Og hun healer helt sikkert allerede vores verdener, skriver Coco O. i opslaget.

Coco O. afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse i september, da hun delte et billede af sin spirende babybule på Instagram.

- A dream coming true. Babygirl incoming 2025 (En drøm bliver til virkelighed. En lille pige på vej i 2025, red.), skrev den dengang vordende mor på det sociale medie.

Den 37-årige stjernesanger brød igennem som en del af duoen Quadron, som har hittet med numre som "Hey Love" og "Favorite Star" og med nummeret "Better Off", som havde den verdensberømte musiker Kendrick Lamar med på vokal.

Hun har også sunget med på verdensstjernen Tyler, the Creators nummer "Keep Da O's", der også har megastjernen Pharrell Williams med på vokal, og på Tyler, the Creator-sangen Treehome95 sammen med Erykah Badu.

Coco O. er at finde på soundtracket til Baz Luhrmans storfilm "The Great Gatsby", der har Hollywood-stjernen Leonoardp DiCaprio i hovedrollen, med nummeret "Where the Wind Blows".

I dag laver Coco O. musik i eget navn.

Hun udgav sit andet soloalbum, "Sharing is Caring", i 2023, hvori hun udtrykte ønsket om at stifte familie.

Det satte hun flere ord på i et interview med magasinet Elle.

- Egentlig synes jeg ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt jeg vil være mor er så vanvittigt interessant. Jo, det vil jeg gerne, og det synger jeg også meget ærligt på min plade. Men jeg vil bevæge mig væk fra de bestemte bokse og kategorier, som vi så tit snakker om det her emne ud fra, sagde Coco O. til Elle.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek