København, 12/08/2025 - 11:21
Dansk biotekselskab udpeger ny topchef
Det bliver Markus Rohrwild, der skal overtage posten som administrerende direktør i Gubra efter Henrik Blou.
Af: /ritzau/
Det danske biotekselskab Gubra har tirsdag udpeget en ny administrerende direktør.
Fra 8. september overtager Markus Rohrwild topposten efter Henrik Blou, der har været øverste chef i selskabet i næsten ti år.
Skiftet var planlagt, skriver Gubra i en selskabsmeddelelse.
Tysk-schweiziske Markus Rohrwild er ifølge Gubras bestyrelse erfaren inden for biotek og har haft både direktørstillinger og bestyrelsesposter i biotekvirksomheder.
- Jeg er meget begejstret for at tiltræde som administrerende direktør i Gubra. Virksomhedens resultater og engagement til videnskab og teknologi samt pipelinen er bemærkelsesværdig, siger Markus Rohrwild i meddelelsen.
Gubra, som blev grundlagt i 2008, har omkring 270 medarbejdere og hovedsæde i Hørsholm.
Selskabet er specialiseret i forskning og udvikling af lægemidler inden for blandt andet overvægt. Derudover sælger Gubra også leverandørydelser inden for udviklingen af lægemidler.
Sidste år omsatte Gubra for 266 millioner kroner.
/ritzau/