Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

13/01/2020 - 12:00

Undgå at blive snydt af spam og fup-opkald på telefonen

It-kriminelle skriver personlige beskeder og bruger falske numre, når de kontakter danskernes telefoner. Læs her, hvordan du undgår at gå i fælden.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Cecilie Lyngberg, Ritzau Fokus

It-kriminelle bliver stadig mere snedige, når de prøver at lokke oplysninger ud af danskerne.

Derfor er det i dag svært at gennemskue fup og spam.

Og i det forgangne år har der været flere bølger, hvor svindlere i opkald og beskeder udgav sig for at være eksempelvis Nets, PostNord og Danske Bank.

- Sikkerheden og spamfiltrene er blevet bedre, men det er svindlernes metoder også. Derfor skal man altid have øjnene med sig, siger Christian Damgaard Jensen, der er leder af afdeling for cybersikkerhed under DTU Compute.

Du skal eksempelvis være på vagt over for "sæsonstrategien".

Den ses lige nu, hvor der florerer falske beskeder i forbindelse med udsalgssæsonen, oplyser Center for Cybersikkerhed.

Det kan være svindlere, som udgiver sig for at være butikker, som angiveligt lige skal have de sidste betalingsoplysninger.

Det sås også i december, hvor svindlere per sms udgav sig for at være postvæsenet, som ville have penge for din underfrankerede julepakke.

- De avancerede svindlere tager efterhånden nationale hensyn i deres kampagner. Og alt, hvad der passer ind i forhold til sæsonen, har en højere hitrate, siger Christian Damgaard Jensen.

Et andet trick er, at svindlerne skriver tilsyneladende personlige beskeder, som sendes ud med spredehagl.

Det kunne være en besked, hvor der står: "Tak, fordi du bestilte billetter hos SAS eller Norwegian, vi mangler lige de sidste betalingsoplysninger".

- Hvis man sender den besked til 400.000 personer, vil der statistisk set være nogle, som lige har købt billetter hos dem. Og de personer er tilbøjelige til at tænke: "Det er nok ægte, for hvordan kunne de ellers vide det om mig?", siger Christian Damgaard Jensen.

En tredje udbredt type svindel er såkaldte Wangiri-opkald. Ifølge Danmarks største teleselskab, TDC, har den type svindel været stigende de seneste par år.

Her ringes man op af svindlere, som smækker røret på. Når du ringer tilbage, betaler du overpris for opkaldet.

TDC råder derfor til, at du kun ringer tilbage til numre, du kender.

Og det er ikke nok at kigge efter, om det er et dansk nummer, tilføjer Christian Damgaard Jensen.

- Det er ikke svært at få en telefon til at se ud, som om den ringer fra et dansk nummer. Så et dansk nummer er ingen garanti, siger han.

Det samme gælder "spoofing", hvor svindlerne gemmer sig bag at være en dansk virksomhed eller myndighed - og et dansk nummer.

Men hvis nogle afkræver personfølsomme oplysninger via mail, opkald eller sms, så kommer det aldrig fra en troværdig kilde, oplyser Center for Cybersikkerhed.

/ritzau fokus/

Los Angeles, 11/12/2025 - 17:36

Chatbot får lov til at bruge Disney-karakterer de næste tre år

Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix

Disney har givet licens til, at karakterer kan bruges i videoer genereret af kunstig intelligens.

Disney har torsdag lavet en licensaftale på tre år med OpenAI, som blandt andet står bag chatbotten ChatGPT.

Aftalen betyder, at man som bruger af ChatGPT og videoværktøjet Sora fremover kan inkludere karakterer ejet af Disney, når man generer videoer med hjælp af kunstig intelligens.

- Disney er den globale gyldne standard, når det handler om fortællekunst. Denne aftale viser, hvordan AI-firmaer og kreative ledere kan samarbejde ansvarligt, udtaler OpenAI's topchef, Sam Altman.

Disney har givet brugerne adgang til over 200 karakterer. De tæller blandt andet Mickey Mouse og Darth Vader.

Aftalen inkluderer ikke stemmer og ansigter fra skuespillere.

I sommer sagsøgte både Disney og filmstudiet Universal et andet AI-selskab - Midjourney - som de anklagede for ulovligt at have brugt deres ophavsretsbeskyttede indhold.

Den nye aftale betyder samtidig, at Disney investerer 1 milliarder dollar - eller cirka 6,4 milliarder kroner - i OpenAI.

Desuden har den amerikanske underholdningsgigant mulighed for at købe yderligere aktier i selskabet.

Udover at OpenAI's brugere fremover kan lade figurer som Iron Man og Minnie Mouse mødes ved hjælp af kunstig intelligens, vil Disney også selv gøre brug af OpenAIs teknologier.

Disney planlægger at bruge teknologien til at bygge nye produkter og oplevelser på streamingplatformen Disney+.

Desuden skal Disneys ansatte have adgang til chatbotten.

OpenAI har i forbindelse med aftalen lovet kontrolmekanismer, som skal forhindre ulovligt eller skadeligt indhold og beskytte rettigheder.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

København, 11/12/2025 - 17:30

Paul Simon kommer til Danmark under europaturné

Paul Simon, der udgjorde halvdelen af Simon & Garfunkel, kommer til Danmark med to koncerter til foråret.

Sanger og sangskriver Paul Simon fortsætter sin turné "A Quiet Celebration Tour" i Europa i foråret og vil blandt andet komme forbi Danmark.

Det skriver Live Nation i en pressemeddelelse.

Musikeren skal optræde i Falkonersalen på Frederiksberg 18. og 19. april næste år.

I løbet af foråret og sommeren har Paul Simon spillet forskellige steder i USA under sin turné.

Europaturnéen vil vare fra 9. april til 20. maj, og den 84-årige musiker vil ud over København komme forbi blandt andet Prag, Amsterdam og Paris.

Alle koncerter sættes til salg onsdag 17. december klokken 11, meddeler Live Nation.

Paul Simon har i løbet af sin karriere blandt andet udgjort den ene halvdel af duoen Simon & Garfunkel.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/12/2025 - 10:00

FAKTA: Tjek din forsikring

* Din husforsikring dækker som udgangspunkt vandskader på ejendommen som følge af skybrud. Men der skal være tale om så kraftigt et skybrud, at vedligeholdte afløbssystemer uden tilstopninger ikke kan aflede vandet.

* Oversvømmelser fra hav, fjord, søer og vandløb er altid undtaget fra forsikringen.

* Vandskader, der skyldes, at regnvand siver ind gennem revner eller utætheder, er som hovedregel undtaget, medmindre du har en udvidet vanddækning i den forsikringsaftale.

* Det samme gælder for grundvand, der trænger ind gennem kældervæg eller kældergulv. 

Kilder: Videncentret Bolius, klimasikring.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/12/2025 - 10:00

Få tiltag beskytter dit hus mod voldsomt vejr

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det kræver ikke nødvendigvis den store indsats at klimasikre dit hus og dermed forebygge store skader.

Klimaforandringerne bringer vildere og vådere vejr med sig, og det øger blandt andet risikoen for oversvømmede kældre og andre dyre fugtskader.

Alligevel er klimasikring tilsyneladende ikke noget, der fylder synderligt meget for landets boligejere.

I en ny undersøgelse, som forsikringsselskabet If har lavet blandt 1189 danskere, svarer hver tredje af de adspurgte, at de slet ikke har gjort noget for at klimasikre hjemmet.

- Vi er overraskede over, hvor mange der ikke har lavet nogen foranstaltninger overhovedet på deres ejendom for at minimere risikoen for vejrskade. Det er alligevel 36 procent, der slet ikke har gjort noget, siger Helene Ibsen, der er boligchef hos If.

Ifølge hende kræver det ikke nødvendigvis en kæmpe indsats at værne huset mod for eksempel massiv regn.

- Vi kan se, hver gang vi har en større vejrbegivenhed, at det er sådan nogle helt simple ting, som at man ikke har renset tagrender, der betyder enormt meget for, om man får vand ind eller ej, fortæller Helene Ibsen.

Hun råder derfor alle husejere til løbende at rense tagrenderne og holde øje med, om tagbrønde og kloakker virker, som de skal.

For dig, der bor i byen, kan det være særligt relevant at investere i et højvandslukke, der lukker af for tilbageløb af kloakvand ude fra villavejen.

Når den fælles kloak bliver for fyldt, er der nemlig risiko for, at vandet finder vej til netop din kloak, og så kan du pludselig stå med kloakvand i kælderen.

- Inde i byen er der ikke særlig mange steder, hvor vandet får naturligt afløb ned i jorden. Ude på landet tager markerne meget af vandet. Men i byen er der asfalt og fliser overalt, og det belaster kloakkerne ekstra meget, forklarer Helene Ibsen.

I både byer og på landet kan husets have være med til at beskytte huset mod oversvømmelse.

- Mange fjerner store træer for at få mere sol på grunden, men træer tager faktisk rigtig meget vand. Vi har set eksempler på, at man har fjernet et stort træ, og at der efterfølgende er sket oversvømmelse af kælderen, fortæller boligchefen.

En anden tendens er, at husejere gerne lægger terrasse hele vejen rundt om huset. Det kan også gøre det sværere for vandet at slippe væk.

- Her skal man sørge for, at belægningen ligger med fald væk fra bygningen, så vandet ikke trænger ind.

Derudover spiller alderen på huset ind, når det gælder risikoen for fugtskader. Før 1972 var der ikke lovkrav om, at ejendomme skulle fugtsikres, og derfor kan der være behov for, at du gør noget ekstra for at holde det tørt.

Det kan være ved at anlægge et omfangsdræn, som leder vand væk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek