Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/01/2026 - 18:14

Topdiplomat skal repræsentere Danmark i arbejdsgruppe om Grønland

Det bliver diplomaten Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der på danske vegne skal forhandle i spørgsmålet om Grønland.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det bliver Udenrigsministeriets departementschef, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der fra dansk side skal sidde i arbejdsgruppen med USA.

Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til DR.

- Det vil være på niveauet lige under de involverede ministre, siger Lars Løkke til mediet.

I arbejdsgruppen vil også være en departementschef fra Grønland, og de skal forhandle med en "højre hånd" for den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, skriver DR.

63-årige Jeppe Tranholm-Mikkelsen har været departementschef i ministeriet siden 2022.

Det var daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der dengang præsenterede den nye departementschef, der fik fine ord med på vejen.

- Jeppe er en internationalt anerkendt topdiplomat med et imponerende internationalt netværk på højeste niveau.

- Han har gennem en lang karriere i udenrigstjenesten, Statsministeriet og senest i EU vist, at han kan bestride topstillinger og repræsentere Danmark på bedst mulig vis, lød det.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen sad forinden i syv år som generalsekretær i Rådet for Den Europæiske Union, og han er fra sin tid i rådet vant til at få enderne til at mødes, når der skal forhandles og findes løsninger mellem mange lande.

Topdiplomaten blev i 1992 cand.scient.pol. ved Aarhus Universitet, efter at han tidligere havde taget en master i internationale relationer i London.

Kort, efter at han færdiggjorde sin universitetsuddannelse fik han sit første job i Udenrigsministeriet, og han har siden da bestredet forskellige stillinger i både Statsministeriet, Udenrigsministeriet og EU.

I 2003 gik turen fra Statsministeriet til EU, og fire år senere blev han Danmarks ambassadør i Kina.

I 2010 vendte Jeppe Tranholm-Mikkelsen tilbage til Bruxelles som EU-ambassadør, og fem år senere var han udset til at blive Danmarks ambassadør i USA.

Det blev dog ikke til noget, for pludselig lå der et internationalt topjob til ham som generalsekretær for Rådet for Den Europæiske Union.

Privat er han gift med EU-konsulenten Birgitte Karnøe Frederiksen, og parret har sammen to børn.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek