Bruxelles, 29/05/2026 - 16:46
Dan Jørgensen: EU skal være meget håndfaste over for Kina
Europa skal være "meget håndfaste" og "stramme op" over for Kina, siger Dan Jørgensen efter Kina-møde.
Omar Havana/Reuters
Af: /ritzau/
EU-Kommissionen har fredag indledt diskussionerne om en ny strategi over for Kina.
Målet er, at sikre en mere lige handelsbalance og gøre Europa fri af den dybe afhængighed af kinesiske råstoffer og teknologi.
Efter fredagens møde siger Danmarks EU-kommissær, Dan Jørgensen, at Europa skal være "meget håndfaste" og "stramme op" over for Kina.
- Kina bliver stadig vigtigere i international handelspolitik, og vi skal være meget håndfaste i vores måde at agere over for Kina på.
- På den ene side har vi en politisk dialog og handel med Kina, men vi er samtidig meget opmærksomme på ikke at bringe os i afhængighedsforhold, som ikke er formålstjenestelige for Europa, siger Dan Jørgensen.
Forud for fredagens møde fastslog Dan Jørgensens kollega i EU-Kommissionen, den franske EU-kommissær for industri, Stéphane Séjourné, at EU overvejer told og importkvoter for at beskytte en række sektorer mod "unfair konkurrence" fra Kina.
- Vores mål er ikke at bryde med Kina, men at opnå en reel genbalancering.
- Vi vil indføre reelle foranstaltninger, der gør det muligt for os, sagde Stéphane Séjourné torsdag til avisen Financial Times.
Ifølge Séjourné ønsker EU særligt at beskytte sektorer som kemikalier, metaller og grøn teknologi mod det, man fra EU's side opfatter som statsstøttet konkurrence fra Kina.
Dan Jørgensen vil dog ikke løfte sløret for, om øget told på kinesiske varer og importkvoter fik opbakning fra de 27 EU-kommissærer på fredagens møde.
- Jeg kan ikke gå så meget ind i, hvad vi konkret diskuterer. Men vi ser blandt andet på, hvordan vi ud fra en bred palette af forskellige redskaber kan stramme op over for Kina, siger Dan Jørgensen.
Han fastslår, at Kina fortsat er en "samhandelspartner og en partner, som EU har dialog med".
- Men det er også en partner, hvor vi sætter nogle meget klare grænser, siger Dan Jørgensen.
Han giver to eksempler inden for hans eget område som kommissær for energi og boliger, der hænger tæt sammen med den grønne omstilling i EU.
- Vi vil for eksempel i fremtiden være mere aktive i forhold til at sikre, at vores energiinfrastruktur ikke kan blive kompromitteret. Eksempelvis ved, at hardware kan slukkes fra Kina.
- Vi vil også være meget håndfaste, når det kommer til vores klimapolitik. I EU er der krav, når man producerer stål, cement, gødning. Så kan det ikke nytte noget, at man i andre dele af verden bare kan producere og svine løs og så eksportere produkterne til Europa, siger Dan Jørgensen.
Brugen af told på varer og ønsket om at ændre på handelsbalancerne har længe været forbundet med USA's præsident, Donald Trump. Og det har ført til kritik af USA fra EU's side.
Dan Jørgensen afviser dog, at EU-Kommissionen er ved at gå på kompromis med det grundlæggende ønske om frihandel i verden som del af den mulige opstramning over for Kina.
- Vi er fra EU's side stadig tilhængere af frihandel. Men dermed ikke sagt, at der ikke er noget, der hedder told og skat. Det bruger vi også internt som et styringsredskab. Og det gør vi også i forhold til vores partnere rundt omkring i verden.
- Der er behov for en meget håndfast tilgang til Kina i forhold til at sikre, at vi kan komme ud af den stigende afhængighed, vi har i forhold til eksempelvis sjældne mineraler og energiteknologi, siger Dan Jørgensen.
/ritzau/




