Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 28/01/2026 - 00:18

Republikansk senator: Minister for indenlandsk sikkerhed bør gå af

Kristi Noem bør ikke forblive minister, siger republikanske Thom Tillis efter myndigheders drab i Minneapolis.

Af: /ritzau/

Den republikanske senator Thom Tillis mener, at USA's minister for indenlandsk sikkerhed, Kristi Noem, bør være arbejdsløs efter to skuddrab begået af føderale betjente i delstaten Minnesota.

Det siger han til journalister, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det, hun har gjort i Minnesota, bør være diskvalificerende. Hun bør være uden et arbejde, siger senatoren, der repræsenterer delstaten North Carolina.

I weekenden blev den 37-årige amerikanske statsborger Alex Pretti dræbt af betjente fra grænsepolitiet på gaden i Minneapolis i Minnesota.

Tidligere på måneden blev den 37-årige amerikaner Renée Good også skudt og dræbt i Minneapolis af en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE.

Både grænsepolitiet og ICE hører under USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security (DHS).

Drabene på de to amerikanere har udløst store demonstrationer i byen, der den seneste tid er blevet et centrum for Trumps kamp mod ulovlige migranter i USA.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek