Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/09/2026 - 12:56

Politi efterforsker mulige stenkast som bevidst handling

Natten til søndag og igen onsdag blev biler ramt af sten, da de kørte ved bro, der går over Amagermotorvejen.

Af: /ritzau/

Politiet efterforsker to episoder, hvor biler er blevet ramt af mulige stenkast fra en motorvejsbro, som forsætlige handlinger.

Natten til søndag blev en bil ramt af en sten på Amagermotorvejen nær afkørslen til Avedøre Holme, mens en anden bil blev ramt onsdag aften.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med episoderne. Den ene bil fik overfladiske skader, mens den anden fik knust forruden.

Politiet efterlyste torsdag personer, som har set noget mistænkeligt i området i tiden op til episoderne, eller som har hørt nogen prale med hændelserne.

Flere vidner har henvendt sig i forbindelse med sagen, oplyser Københavns Vestegns Politi fredag.

Politiet vil fortsat gerne høre fra mulige vidner, lyder det.

Københavns Vestegns Politi vil ikke oplyse nærmere om, hvad vidner har bidraget med til den videre efterforskning.

Den første anmeldelse om muligt stenkast kom natten til søndag klokken 01.10.

Onsdag aften klokken 22.29 kom endnu en anmeldelse om en bil ramt af sten, da den kørte ved den samme motorvejsbro.

RITZAU

TjekDet - faktatjek