København, 27/06/2025 - 15:33
Nevø og svoger får 11 og 14 år for drab og ligbrænding
En særlig juridisk regel gør, at 28-årig mand får mildere straf for drab på morbror.
Af: /ritzau/
Retten i Roskilde idømmer to mænd henholdsvis 11 og 14 års fængsel for at have dræbt Jimmi Lillelund og for at brænde hans jordiske rester.
Selv om der er forskel på straffene til 28-årige Emil Jørgensen og 61-årige Jan Dworak Nielsen, så har retten reelt vurderet, at begge mænd står til en straf på 14 års fængsel for drabet.
Emil Jørgensen, der er Jimmi Lillelunds nevø, blev i 2021 idømt tre års fængsel i en narkosag. De tre år er afsonet og på grund af en særlig juridisk regel om strafudmåling, så skal det trækkes fra de 14 år, fordi det er begået efter drabet.
Juristerne taler om en "tillægsstraf" eller en "paragraf 89-situation", når det bliver mere indforstået.
Ud over fængselsstraffene er mændene dømt til at betale erstatning til Jimmi Lillelunds to børn. En voksen søn er blevet tilkendt 112.000 kroner, mens en mindreårig datter er tilkendt 325.000 kroner.
Jimmi Lillelund blev skudt og dræbt 30. april 2020. Det skete i et naturområde i Veksø og skyldtes en økonomisk strid i familien.
Først i 2024 skete der anholdelser i sagen, da Lillelunds storesøster, hendes daværende samlever og hendes søn blev anholdt og varetægtsfængslet.
Storesøsteren er tidligere fredag blevet frifundet i sagen, hvor hun har siddet på anklagebænken side om side med de andre tiltalte.
Ved domsafsigelsen var hun imidlertid en fri kvinde, og hun overværede rettens afgørelse fra tilhørerrækkerne, som var fyldt til sidste plads.
Begge mænd valgte efter en kortere pause at anke deres domme til Østre Landsret. De vil frifindes for drabsanklagen.
Om sagen er endegyldigt slut for den 49-årige kvinde er op til anklagemyndigheden at afgøre. Statsadvokaten i København skal inden to uger beslutte, om frifindelsen ankes.
/ritzau/