København, 11/08/2025 - 12:54
Crystal Palace bliver i Conference League efter afvist appel
Crystal Palace skal møde FC Midtjylland, hvis midtjyderne taber samlet til Fredrikstad i Europa League.
Paul Terry/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Crystal Palace havde som FA Cup-vinder egentlig gjort sig fortjent til en plads i Europa League, men må nøjes med at spille Conference League i denne sæson.
Det står klart, efter at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har afvist London-klubbens appel af Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) dom.
Det skriver CAS mandag i en pressemeddelelse.
Crystal Palace, der søndag slog Liverpool i en straffesparkskonkurrence og vandt Community Shield, træder ind i Conference Leagues sidste kvalifikationsrunde før ligaspillet.
Her venter enten FC Midtjylland eller norske Fredrikstad som modstander. Palace møder således taberen af den igangværende dyst i Europa League-kvalifikationen.
Palaces degradering til Conference League kommer på grund af klubbens tidligere ejerforhold.
Palace delte ejergruppe med franske Lyon, der også er kvalificeret til Europa League og desuden har den bedste ligaplacering af de to mandskaber.
Og to hold med samme ejer må ifølge Uefas regler ikke deltage i samme europæiske turnering.
Amerikanske John Textor indgik en aftale om at sælge sine aktier i Palace til amerikaneren Woody Johnson, da problematikken blev kendt.
Men ifølge Uefa og nu også CAS havde Textor bestemmende indflydelse i begge klubber, da Premier League manglede at godkende handlen inden Uefas deadline.
/ritzau/