Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/01/2026 - 21:38

34-årig mand sigtet for vold efter umotiverede overfald i Aalborg

Mandag slog og sparkede en 34-årig mand tre tilfældige personer i Aalborg. Han truede en anden på livet.

Af: /ritzau/

En 34-årig mand blev mandag eftermiddag anholdt og sigtet for vold og trusler, efter at han tilsyneladende umotiveret slog og sparkede flere personer i Aalborg.

Det oplyser vagtchef Christian Tilsted fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Politiet fik anmeldelsen klokken 16.35.

Her blev en 31-årig kvinde, der kom cyklende ad Bornholmsgade, sparket i maven af manden.

Efterfølgende løb han cirka 40 meter syd ad Bornholmsgade.

- Der kommer så en løber - en 21-årig kvinde - som han giver tre til fire knytnæveslag i ansigtet. En 34-årig mand forsøger at stoppe gerningsmanden, som så truer ham på livet, fortæller Christian Tilsted.

Den sigtede stak derefter af fra stedet til Øster Allé, hvor han steg på en bus. Her forsøgte han at overfalde en 38-årig mand med spark og en skalle.

- Men den 38-årige får afværget ham og fastholder ham, så længe han kan, indtil gerningsmanden stikker af ud af bussen, siger vagtchefen.

Her stod politiet klar til at anholde ham.

Ingen af de forurettede er kommet slemt til skade. Men en har været på hospitalet for at få tilset sine skader.

Vagtchefen oplyser, at den sigtede var påvirket, da han udøvede volden.

Politiet har derfor ikke afhørt ham endnu og kan ikke sige noget om, hvad årsagen til volden var.

- Men der er ikke nogen af de forurettede, der har kendskab til hverken hinanden eller gerningsmanden, siger Christian Tilsted.

Politiet regner med at fremstille den 34-årige i grundlovsforhør tirsdag, men det er endnu ikke besluttet endeligt.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek