Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/05/2026 - 17:39

Unge mænd varetægtsfængsles for drabsforsøg med håndgranat

Politiet mener, at der er medgerningsmænd på fri fod i sag om granat, der eksploderede mandag og sårede mand.

Af: /ritzau/

To unge mænd nægter sig skyldige i drabsforsøg ved at have sprængt en håndgranat i en gård på Kurvemagerstien på Amager mandag aften.

Det gør de tirsdag eftermiddag i Københavns Byrets dommervagt ved Vestre Fængsel i København, hvor retsmødet blev indledt lidt efter klokken 15.

Dommeren finder dog, at der er en begrundet mistanke mod de to sigtede, samt at hvis de er på fri fod, så er der både en risiko for, at de vil stikke af, og at de vil vanskeliggøre efterforskningen af sagen.

Det kan eksempelvis være ved at advare andre. Derfor varetægtsfængsles de i fire uger.

De to mænd, der er danske statsborgere på 19 og 20 år, er sigtet for at have fragtet håndgranaten hen til beboelsesejendommen, der ligger i Urbanplanen i bydelen Amager Vest. Den ældste af de to sigtede kastede angiveligt håndgranaten ind i en gård.

En 31-årig mand befandt sig i gården, da håndgranaten detonerede, og han har fået så omfattende skader, at han forventes at dø. Det fremgår af sigtelsen, der tirsdag er blevet læst op i retsmødet.

Af den fremgår det desuden, at politiet mener, at de to unge mænd ikke handlede alene, men derimod i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med uidentificerede medgerningsmænd.

De to sigtede blev anholdt ved 02.30-tiden natten til tirsdag. Begge sigtede er beskyttet af et navneforbud.

Tirsdagens retsmøde er blevet holdt for lukkede døre, og det er således uvist, hvad mændene selv eventuelt har forklaret til sagen, og hvilke beviser der er fremlagt.

Mændene er blevet fængslet frem til 22. juni. Det er uvist, om de har kæret kendelsen om varetægtsfængsling.

Eksplosionen fandt sted mandag omkring klokken 18. Efterfølgende var Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) til stede på Kurvemagerstien.

Ammunitionsrydderne er blandt andet uddannede til at håndtere sprængfarlige genstande såsom granater og sprængstoffer.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek