København, 02/07/2026 - 09:16
Stefan Madsen får trænerdepechen i HØJ fra næste år
Fra sommeren 2027 bliver Stefan Madsen cheftræner i HØJ Elite, som for nylig rykkede ned i 1. division.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
HØJ Elites håndboldherrer får en velkendt skikkelse på trænerbænken fra sommeren 2027.
Her får Stefan Madsen ansvaret for det ambitiøse hold, som dog for nylig rykkede ned i 1. division efter en enkelt sæson i den bedste række.
Han får en fireårig aftale, oplyser HØJ på sin hjemmeside.
Madsen får Nicolaj Andersson som assistenttræner, men i den kommende sæson vil Andersson selv stå med ansvaret som vikarierende cheftræner.
Sportschef Hans Lindberg ser store perspektiver i at hente træneren, som har vundet adskillige titler med Aalborg Håndbold og i dag er træner for Paris Saint-Germains håndboldhold.
- Jeg ser det som et scoop, at vi kan tiltrække en træner af Stefan Madsens kaliber og indgå en fireårig aftale med ham.
- Stefans bedrifter taler for sig selv - han har vundet adskillige nationale mesterskaber og stået i Champions League-finalen to gange. Han er håndboldfagligt ekstremt stærk, og dertil er han også en dygtig og moderne leder med stor autoritet.
- Samtidig har han god erfaring med klub- og talentudvikling, hvilket er vigtigt for os. Vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med Stefan om den videre udvikling af HØJ Elite, siger Hans Lindberg.
RITZAU




