Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/08/2026 - 16:15

Tysk anklageskrift: Danmark afviste at hjælpe i Nord Stream-sag

Ifølge anklageskrift afviste Danmark på grund af mulig trussel mod staten at hjælpe Tyskland med Nord Stream.

Handout/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmark afviste for to år siden at hjælpe tysk politi med afhøring af havnefogeder og lystsejlere i forbindelse med efterforskningen af sabotage af Nord Stream-gasrørledninger.

Det fremgår af et tysk anklageskrift, som DR er kommet i besiddelse af, der er dateret 26. juni.

- Danske myndigheder nægtede at efterforske på Bornholm og Christiansø på grund af en mulig trussel mod statens ve og vel, skriver de tyske anklagere i en gennemgang af sagen ifølge mediet.

Ifølge det tyske anklageskrift er den danske afvisning fra Statsadvokaten i København dateret den 14. februar 2024.

DR har søgt aktindsigt i netop det fra Statsadvokaten, hvor svaret fra Statsadvokaten lyder, at det "ikke har været muligt at identificere et sådant dokument hos statsadvokaturen".

Anklagemyndigheden skriver i en mail til Ritzau, at Rigsadvokaten ikke kan "udtale sig nærmere om det konkrete internationale samarbejde i sagen" og henviser til Københavns Politi og til Politiets Efterretningstjeneste (PET) i sagen.

PET skriver i en mail til Ritzau, at efterretningstjenesten ikke kan komme nærmere ind på indholdet af "det konkrete samarbejde".

- Den danske efterforskning af sprængningerne af North Stream blev foretaget af Københavns Politi sammen med PET, da en sag af den karakter falder inden for PET's arbejdsområde.

- PET's efterforskninger er i sagens natur klassificerede, idet de omhandler forhold vedrørende statens sikkerhed. PET har i den konkrete sag haft et godt samarbejde med blandt andet vores tyske partnere.

Anklagemyndigheden understreger i sin mail til Ritzau, at de danske myndigheder ikke har afvist at samarbejde med myndighederne i Tyskland.

- Som det fremgår af Københavns Politi og PET's pressemeddelelse af 26. februar 2024 har de danske myndigheder i forbindelse med sagen om Nord Stream undervejs i efterforskningen samarbejdet med relevante udenlandske partnere.

- Som svar på en tysk retshjælpsanmodning henviste Rigsadvokaten ved brev af 14. februar 2024 derfor Der Generalbundesanwalt i Karlsruhe til, at fortsat samarbejde kunne ske i det allerede etablerede samarbejde i sagen mellem landenes efterretningstjenester.

Der blev i september 2022 registreret eksplosioner på de to gasrørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Rusland og Tyskland.

Den første blev registreret ved Nord Stream 2 cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.

I forbindelse med den tyske efterforskning af eksplosionerne ransagede tysk politi i januar 2023 en lejet sejlbåd med navnet "Andromeda". Her fandt efterforskerne spor af de militære sprængstoffer, som myndighederne også havde fundet ved gasrørledninger.

Som led i det blev der sendt anmodninger om retshjælp til afhøringer af havnefogeder og lystsejlere i Nordtyskland, på Bornholm og Christiansø, i Sydsverige og i det nordlige Polen, skriver DR.

Mens myndighederne i Polen og Sverige sagde ja til at hjælpe tysk politi, var det her de danske myndigheder ifølge anklageskriftet sagde nej.

Det var i februar 2024, hvilket er samme måned, hvor de danske myndigheder indstillede efterforskningen af sabotagen.

Det meddelte Københavns Politi og PET 26. februar 2024.

Det blev begrundet med, at der ikke var det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag.

Dengang lød det, at de danske myndigheder undervejs i efterforskningen havde samarbejdet med relevante udenlandske partnere.

Ritzau har efterspurgt en kommentar fra både Justitsministeriet og Statsadvokaten i København.

RITZAU

TjekDet - faktatjek