Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Utah, 22/03/2023 - 10:17

Gwyneth Paltrow afviser hensynsløs kørsel ved skiulykke i 2016

En 76-årig mand anklager Gwyneth Paltrow for at være skyld i skiulykke, der angiveligt gav ham en hjerneskade.

Rick Bowmer/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den amerikanske skuespiller Gwyneth Paltrow var tirsdag i retten i den amerikanske delstat Utah for at forsvare sig i en sag om en skiulykke.

Det skriver flere medier - herunder BBC og The Guardian.

50-årige Paltrow, der også er influencer, beskyldes for at være skyld i et sammenstød med en mand på en skiløjpe i 2016.

Manden, den i dag 76-årige Terry Anderson, pådrog sig angiveligt blandt andet en hjerneskade og brækkede ribben i kollisionen. Han hævder, at Paltrow var skyld i ulykken og sagsøger hende for 300.000 dollar.

Han har tidligere droppet et krav om erstatning på 3,1 million dollar.

- Hun vidste godt, at når hun stod på ski fuldstændig i blinde ned ad et bjerg med blikket alle mulige steder, så var det hensynsløst.

- Hun vidste, at hvis hun blev ved med at stå på ski på denne måde, så ville hun styrte ind i en foran hende, siger anklager Lawrence Buhler ifølge BBC.

Han tilføjer, at "distraherede skiløbere forårsager styrt".

Ifølge anklageren har sammenstødet haft store konsekvenser for 76-årige Anderson. Han hævder blandt andet, at manden før i tiden var udadgående og charmerende, men at det ikke længere er tilfældet.

Paltrow har besvaret sagsanlægget med selv at lægge sag an mod Anderson. Hendes advokat siger, at beskyldningerne er noget "helt og aldeles vrøvl".

Paltrow sagsøger Anderson for 1 dollar i erstatning.

Ifølge Paltrows advokat, Steve Owens, var hun netop gået i gang med at køre ned ad løjpen, da et par ski dukkede op mellem hendes ben, og en mand styrtede ind i hendes ryg. Det skriver BBC.

Paltrow har desuden beskyldt Anderson for at overdrive sine skader og forsøge at udnytte skuespillerens berømmelse og rigdom.

Gwyneth Paltrow vandt i 1999 en Oscar i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin præstation i "Shakespeare in Love".

De seneste år har hun kun været med et i et begrænset antal film. En af de seneste var i 2019, hvor hun havde en mindre rolle i "Avengers: Endgame".

/ritzau/

København, 21/04/2024 - 10:34

Dronning Mary har taget billeder af fødselsdagsbarnet Isabella

Kongeparrets ældste datter, Isabella, fylder 17 år søndag den 21. april. Nye billeder foreviger prinsessen.

Prinsesse Isabella fejrer søndag den 21. april sin fødselsdag med familie og venner.

I anledning af at hun fylder 17 år, har kongehuset delt billeder af prinsessen på det sociale medie Instagram.

Billederne er taget på Amalienborg af dronning Mary og viser prinsesse Isabella sammen med kongefamiliens ene hund Coco.

Prinsesse Isabella er kongeparrets førstefødte datter. Hun er den anden i arvefølgen efter sin storebror, kronprins Christian.

Hun er storesøster til tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine.

Til daglig går prinsesse Isabella på Øregård Gymnasium i Hellerup, hvor hun startede i 1.g sidste sommer.

Ifølge Billed-Bladets hofreporter Marianne Singer vil fremtiden for prinsesse Isabella byde på en anden end den, der venter kronprins Christian. Hun vil dog stadig have forpligtelser.

- Idet prinsesse Isabella er søster til Danmarks kommende konge og en del af tronfølgen, vil hun aldrig kunne leve et helt normalt liv uden offentlig interesse, siger Marianne Singer til mediet.

- Hun har til gengæld en langt større frihed end sin bror for at kunne tjene sine egne penge og leve et forholdsvist privat arbejdsliv i mere lukkede rammer.

I januar fik prinsesse Isabella og tvillingparret Vincent og Josephine en ny titel som riddere af Elefantordenen.

Det skete som et led i, at kong Frederik overtog tronen fra dronning Margrethe. I ordenens vedtægter lyder det nemlig, at kongens børn er fødte medlemmer.

De har endnu ikke fået overrakt ordnen. Det vil forventeligt ske, når de fylder 18 år.

Prinsesse Isabella er ikke den eneste i kongehuset, der fylder år i april.

Den 29. april fejrer prinsesse Benedikte sin 80-års fødselsdag, mens dronning Margrethe fyldte 84 år den 16. april.

Festlighederne blev dog nedtonet grundet branden på Børsen i København.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/04/2024 - 08:00

FAKTA: Anette Støvelbæk

* 56-årige Anette Støvelbæk blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1997.

* Hun fik sit gennembrud i dogmefilmen "Italiensk for begyndere" fra 2000. Siden er hun kendt fra store roller i DR-dramaet "Krøniken" og fra TV 2-serierne "Lærkevej", "Sygeplejeskolen" og "Badehotellet".

* Privat er hun gift med den verdenskendte danske stjerneskuespiller Lars Mikkelsen.

* De har spillet over for hinanden mange gange. Ud over "Badehotellet" har de blandt andet begge medvirket i "De fortabte sjæles ø" fra 2007 og "Venuseffekten" fra 2021.

* Sammen har de sønnerne Lue Støvelbæk, som blev uddannet skuespiller i 2019, og Thor Støvelbæk, som læser til skuespiller ved Statens Scenekunstskole i Odense.

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/04/2024 - 09:00

FAKTA: Lav de traditonelle hveder derhjemme

John Jønssons hvedeopskrift er over 100 år gammel. I sit eget bageri bager han meget store portioner. Følgende opskrift er skaleret ned til 45 til 50 hveder per portion, men kan med fordel halveres yderligere.

* 120 gram sukker.

* 30 gram salt.

* 20 gram kardemomme.

* 250 gram økologisk smør.

* 7 æg.

* 75 gram - svarende til halvanden pakke - gær.

* Omkring 1,2 liter vand.

* Omkring 3 kilogram hvedemel.

Hvis du ælter dejen på maskine, skal dejen være glat, så den slipper kanten af skålen. Gør du det i hånden, skal den være blød, men ikke klæberig.

Kilde: John Jønsson, formand for Bager- og konditormestre i Danmark og ejer af Johns Kagehus.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/04/2024 - 09:00

FAKTA: Sjællænderne er mest traditionstro

* 76 procent af respondenterne bosat i Region Sjælland synes, at vi i Danmark skal holde fast i traditionen med at spise hveder på store bededag, til trods for at helligdagen er afskaffet. Mens 63 procent af dem, der er bosat i Region hovedstaden, mener det samme.

* Når det komme til fynboerne, mener 67 procent, at vi skal blive ved med at spise hveder på den tidligere store bededag.

* Også jyderne støtter i stor stil op om at fastholde hvedetraditionen. 74 procent af vestjyderne, 71 procent af nordjyderne og 70 procent af jyderne i Syd- og Sønderjylland bakker op om traditionen, mens østjyderne ligger lidt under med 67 procent.

Kilde: undersøgelsen baserer sig på 1990 webinterviews indsamlet via Norstats panel og er gennemført på vegne af smørproducenten Lurpak. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt til danskere i alderen 18 til 75 år, og fuld repræsentativitet er sikret ved efterfølgende vægtning.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek