Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/09/2026 - 14:42

Politiet undersøger brand i bygning i Kolding

Sydøstjyllands Politi oplyser, at branden på Stejlbjergvej i Kolding er slukket, men at området er afspærret.

Af: /ritzau/

Politiet er søndag eftermiddag til stede på Stejlbjergvej i Kolding i forbindelse med en mindre bygningsbrand.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Branden er slukket, men politiet vil fortsat være til stede på adressen for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring branden.

- Der er etableret afspærring på stedet, og vi opfordrer personer i området til at respektere afspærringen og følge politiets anvisninger, lyder det på Politi Update.

Politiet har på nuværende tidspunkt ingen meldinger om tilskadekomne, oplyser vagtchef Michael Eldrup til Ritzau.

- Der er umiddelbart ikke nogen, der er kommet til skade i forbindelse med branden, men jeg kan ikke komme nærmere ind på det lige nu. Vi er ved at undersøge dernede, siger han.

Ifølge tvSyd viser billeder fra stedet en person, der bliver ført væk af politiet i DNA-dragt.

Det bekræfter vagtchefen ligeledes over for mediet.

Han kan ikke oplyse, om personen har noget med branden at gøre.

En DNA-dragt er en hvid heldragt, som politiet bruger til at sikre eventuelle kriminaltekniske spor.

RITZAU

TjekDet - faktatjek