Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/09/2024 - 09:27

Dansk tv-vært har fået en søn

Paradise Hotel-profilen Olivia Salo og kæresten, Sofus Bjerg, er blevet forældre til lille Otto.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Paradise Hotel-værten Olivia Salo er selv i paradis.

Hun er nemlig blevet mor for første gang.

Det afslører hun i en story - et kort, tidsbegrænset klip - på det sociale medie Instagram.

- Otto Salo Bjerg. Tillykke med fødselsdagen, lille, elskede, perfekte dreng, skriver den nybagte mor, der har dannet par med sin kæreste, Sofus Bjerg, siden 2022.

Parret afslørede nyheden om familieforøgelsen i et opslag på Instagram tilbage i maj.

- Vi kan tjekke et par milepæle af i 2024. Men et sensommerbarn er ubetinget det vildeste og største nogensinde, jublede parret dengang på det sociale medie.

Olivia Salo har siden 2021 været vært på realityprogrammet "Paradise Hotel" på TV3.

Hun har også selv en fortid i reality-tv. I 2018 deltog Olivia Salo i "Love Island", hvor hun kom på tredjepladsen sammen med sin daværende kæreste.

Også den anden vært på "Paradise Hotel", Rikke Gøransson, er i babyekstase. Hun blev i begyndelsen af juli mor for første gang, da hun fødte sit og kæresten Bruno Da Conceicaos lille barn, Rio.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek