Washington D.C., 14/06/2026 - 19:03
Trump venter aftale med Iran underskrevet om nogle timer
Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt Iran og USA søndag vil underskrive en aftale.
Allison Robbert/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En aftale om at afslutte krigen mellem USA og Iran er stadig på rette spor. En underskrivelse ventes om et par timer, siger USA's præsident, Donald Trump, til det amerikanske medie Axios søndag.
- Det skulle have været nu. Nu er det planlagt til et par timer fra nu, lyder det.
Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt Iran og USA søndag vil underskrive en aftale, efter at Israel har angrebet Libanon, og Iran har truet med gengældelse.
Men ifølge den amerikanske præsident er en aftale ved at falde på plads.
Krigen mellem USA og Iran begyndte 28. februar, hvor USA og Israel indledte den første bølge af angreb mod det mellemøstlige land.
Trump har begrundet krigen med, at Iran er ved at udvikle atomvåben.
Han vil have Irans atomanlæg demonteret og fjerne landets beholdning af det radioaktive metal uran.
Under krigen er konflikten mellem Israel og Libanon blusset op.
Hizbollah-militsen i Libanon har i årevis været støttet af Iran.
/ritzau/




