Paris, 22/07/2026 - 14:50
Galleri på Louvre genåbner ni måneder efter stort juveltyveri
De historiske juveler blev stjålet ved højlys dag i oktober på et af verdens mest berømte kunstmuseer.
Lou Benoist/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For første gang siden et stort juveltyveri på det verdensberømte franske museum Louvre i oktober er der onsdag igen åbent for offentligheden.
Apollon-galleriet på museet i Paris har ellers været lukket i ni måneder, efter at i alt otte dyrebare juvelsmykker blev stjålet.
De otte stjålne genstande vurderes at have en værdi på 102 millioner euro. Det svarer til 762 millioner danske kroner.
Fire mistænkte gerningsmænd blev anholdt efterfølgende, men de stjålne juveler er ikke fundet trods omfattende efterforskning.
Galleriet, der ligger på Louvres første sal, har vægge malet af guld og loftet dekoreret med malerier af den græske solgud Apollon, som kører sin stridsvogn hen over himlen.
Den 19. oktober omkring klokken 09.30 brugte en gruppe på omkring tre-fire tyve en møbelkran til at komme ind i rummet.
Tyvene fik adgang til to udstillingsmontre, stjal, hvad flere beskriver som uvurderlige genstande, og tog derefter flugten på scootere.
På det tidspunkt havde museet allerede været åbent i en halv time og var fyldt med besøgende, der kort efter blev evakueret.
Frankrigs kulturminister, Rachida Dati, fortalte efterfølgende til den franske tv-station TF1, at tyveriet blev udført af professionelle.
RITZAU/AFP




