København, 25/10/2025 - 06:30
I flere kommuner har partier droppet valgplakater
Ifølge lektor ved Aarhus Universitet skaber plakater genkendelse og indtryk af, hvem partiernes kandidater er.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fra lørdag vil landets bybilleder nok en gang være prydet af rektangulære papstykker med slogans og lokalpolitikeres ansigter.
Det er med til at markere, at valgkampagnen er i gang, men flere partier i enkelte kommuner har i år droppet de traditionelle valgplakater. Og nogle byer og kommuner vil være helt tomme for valgplakater.
Ud over klimahensyn og at man slipper for oprydningsarbejdet, er hensigten, at den tid, som før blev brugt på plakater, nu kan bruges til at møde vælgerne fysisk.
Det fortæller Hans Simmelsgaard, der er er lokalformand for Dansk Folkeparti i Struer Kommune.
- Så forsøger vi at gøre nogle andre ting og komme ud at møde vælgerne.
- Vi har valgt at bruge elektroniske skærme, der står rundt omkring med reklamer, i de tre uger, hvor andre har hængt valgplakater op, siger Simmelsgaard.
Han er ikke så bekymret for at stå svagere i forhold til de andre partier.
- Nej, egentlig ikke. Fordi så kan vi sige, at vi prøver noget nyt i år. Det finder vi jo så ud af, siger formanden.
Men ifølge Lasse Laustsen, der er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og har forsket i politikeres udseende og valgplakater, kan det være svært at erstatte den "blotte eksponering" én til én.
- Når vi som vælgere cykler rundt på cykelstierne, bliver man eksponeret for nogle mennesker fra partierne. Så man misser det umiddelbare indtryk af, hvad det er for nogle mennesker, der stiller op.
- Så det skaber en genkendelighed og et indtryk af, hvem partiernes kandidater er. Det er ret åbenlyst, at det får man mindre af på den her måde, siger Laustsen.
Han påpeger, at valgplakater rammer bredere. Derfor er det svært at sammenligne det kampagneværktøj med eksempelvis fysiske møder.
DF har droppet valgplakater i Herning Kommune og Lemvig. På Bornholm har De Konservative for andet kommunalvalg i træk valgt at droppe valgplakaterne.
I Læsø Kommune har man helt droppet valgplakater, og det samme gælder de fleste partier i Horsens Kommune.
Valgplakaterne må sættes op i bybilledet fra lørdag 25. oktober klokken 12. De skal være taget ned igen senest otte dage efter valgdagen. Vælgerne skal til stemmeurnerne til kommunal- og regionalvalget 18. november.
/ritzau/




