Warszawa, 20/09/2025 - 06:21
Polen sender fly på vingerne efter meldinger om angreb i Ukraine
Polske fly er på vingerne grundet luftangreb i Ukraine. Der er ingen meldinger om krænkelser af polsk luftrum.
Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Polen har sammen med flere af landets allierede sendt fly på vingerne, efter at Rusland har iværksat luftangreb på Ukraine.
Det oplyser den operative kommando i det polske militær tidligt lørdag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Polske og allierede fly opererer i vores luftrum, mens jordbaserede luftforsvarssystemer og radarsystemer er bragt i højeste beredskab, skriver kommandoen.
Der nævnes ikke noget om krænkelser af polsk luftrum.
Polen har flere gange sendt fly på vingerne i løbet af Ruslands mere end tre og et halvt år lange krig i Ukraine.
Flyene er typisk blevet aktiveret i forbindelse med russiske angreb i det vestlige Ukraine.
Det skete senest for en uge siden, hvor en trussel om droneangreb i nabolandet Ukraine ligeledes var årsagen.
Tidligere samme uge - natten til onsdag - blev flyene ligeledes aktiveret. Det skete, efter at Ukraines luftvåben havde advaret om, at russiske droner var trængt ind i polsk luftrum.
Ifølge polske myndigheder trængte 19 droner denne nat ind i polsk luftrum. Tre af dem blev skudt ned.
Ingen droner angreb mål i Polen, men der faldt vragrester ned flere steder.
Efterfølgende aktiverede Polen Natos artikel 4 om et møde.
Artikel 4 er den såkaldte konsultationsproces, der giver allierede mulighed for at bringe sikkerhedsemner på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd.
Også Estland har sidenhen bedt om at få aktiveret artiklen.
Det oplyste Estlands premierminister, Kristen Michal, fredag, efter at landets regering samme dag havde oplyst, at tre russiske kampfly i 12 minutter var trængt ind i estisk luftrum uden tilladelse.
Både Estlands premierminister, Kristen Michal, og Allison Hart, der er talsperson for Nato, sagde fredag, at Nato reagerede på hændelsen og tvang de russiske fly til at trække sig tilbage.
Rusland nægter at have krænket estisk luftrum.
/ritzau/