Toronto, 03/08/2025 - 08:02
Forsvarende mester sender Holger Rune ud af Masters 1000-turnering
Mødet med australske Alexei Popyrin blev endestationen for danske Holger Rune i Toronto.
John E. Sokolowski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tennisspilleren Holger Rune blev natten til søndag dansk tid sendt ud af Masters 1000-turneringen i Toronto i fjerde runde.
Den 22-årige dansker tabte i tre sæt til den forsvarende mester, australske Alexei Popyrin, der er nummer 26 på verdensranglisten.
Rune, der rangerer som nummer ni i verden, var favorit, men tabte med cifrene 6-4, 2-6, 3-6 efter godt to timers spil.
- Gode og dårlige ting her til aften. Jeg skal forbedre mig. Gå ud og forsvar titlen, Alexei Popyrin, skriver Rune om sin præstation på det sociale medie X.
Den danske tennisspiller kom ellers pænt fra start på Sobeys Stadium, hvor der spilles på hardcourt.
Rune bragte sig hurtigt i front med 1-0 i sæt efter at have brudt australierens serv en enkelt gang. Popyrin misbrugte omvendt hele 11 breakbolde i første sæt.
I andet sæt kæmpede danskeren med at følge med den tre år ældre australier. To gange på to forsøg blev Runes serveparti brudt, og Popyrin udlignede til 1-1.
Problemerne fortsatte for Rune i kampens tredje sæt, hvor australieren brød til 3-1 og derfra cruisede mod sejren.
Kampen i Canada var anden gang, at de to mødtes på tennisbanen.
Første gang Rune og Popyrin mødte hinanden var ved Masters 1000-turneringen i Rom i 2023. Den kamp vandt Rune i tre sæt.
Australske Popyrin har spillet en flot turnering i Toronto, hvor han fredag noget overraskende slog russiske Daniil Medvedev ud af turneringen i tre sæt.
/ritzau/