København, 08/08/2025 - 14:57
Flyvevåbnet skal træne strandlandinger med Hercules-fly på Rømø
Mandskab skal øve sig i at lande på andet underlag end asfalt, når der trænes på Lakolk Strand i næste uge.
Af: /ritzau/
En del af flyvevåbnet vil i løbet af næste uge øve sig i at foretage landinger på et andet underlag end den sædvanlige afsalt.
Det vil foregå under træningslandinger på Lakolk Strand på Rømø fra den 12. til 14. august.
Det skriver Air Transport Wing, der har ansvaret for Forsvarets lufttransport, på Facebook.
Det er flyvevåbnets Hercules-transportfly, der vil lande på stranden på Rømø. Træningen skal give besætningerne erfaring i at lande på forskellige underlag, lyder forklaringen.
Det kan blandt andet blive relevant i Arktis eller i områder, hvor infrastrukturen er ødelagt eller af ringe kvalitet, skriver Air Transport Wing.
Forsvaret af Arktis har været genstand for stor politisk opmærksomhed i det forløbne år. Herhjemme skyldes det blandt andet også, at USA's præsident, Donald Trump, har truet med at annektere Grønland.
Regeringen og partierne bag forsvarsforliget kunne desuden i slutningen af januar præsentere en delaftale om oprustning i Arktis og Nordatlanten.
En række fly fra Danmarks Nato-allierede vil også deltage i træningsøvelsen på Rømø, hvilket skal være med til at styrke samarbejdet i alliancen, skriver Air Transport Wing.
- Vi deler vigtige erfaringer med vores allierede og medvirker ved samtræning til udviklingen af en stærkere og mere robust Nato-alliance, lyder det.
Dele af Lakolk Strand vil blive afspærret under øvelserne og vil derfor ikke være offentligt tilgængelige.
Det vil dog være muligt at se landingerne på afstand.
- Flyvevåbnet vil derfor bede nysgerrige om at respektere afspærringerne og følge de anvisninger, der bliver udstukket ud fra sikkerhedspersonel, der er på stranden, skriver Air Transport Wing.
Foruden at have ansvar for Forsvarets lufttransport laver Air Transport Wing også luftbårne overvågningsoperationer og driver til daglig Flyvestation Aalborg.
/ritzau/