København, 14/02/2026 - 20:19
Venstre vil skære milliarder af udviklingsbistanden
Udgifter til mere velfærd og sikkerhed skal finansieres af en lavere udviklingsbistand, mener Venstre.
Af: /ritzau/
Venstre vil sænke udviklingsbistanden fra 0,7 procent af bruttonationalproduktet (bnp) til 0,5 procent.
Det vil ifølge partiets beregninger frigive i omegnen af 6,5 milliarder kroner.
Forslaget kommer fra partiets formand, Troels Lund Poulsen, der fortæller om planerne i et interview med Berlingske.
- Vi står i en situation, hvor vi ikke bare kan gøre, hvad vi er vant til. Det er nødvendigt at omprioritere udviklingsbistanden, fordi vi gerne vil investere mere i velfærden - også mere end det, det demografiske træk lægger beslag på, siger Troels Lund Poulsen til mediet.
Han tilføjer, at Danmark desuden ser ind i yderligere udgifter i forhold til sikkerhed.
/ritzau/




