Stockholm, 02/06/2026 - 13:03
Medie: Svensk politiker mistænkt for seksuelt materiale med børn
Ifølge SVT's oplysninger er et medlem af Sverigedemokraterna blevet afhørt i sag om ulovligt materiale.
Af: /ritzau/
Et medlem af Riksdagen i Sverige er mistænkt og blevet afhørt af politiet i en sag, der omfatter materiale med seksuel fremstilling af børn.
Det skriver det svenske medie SVT.
Anklagemyndigheden oplyser, at politikeren er blevet afhørt, at personen er blevet løsladt igen, men at anklagerne mod vedkommende opretholdes.
Det fremgår ikke, om der er rejst sigtelse mod politikeren.
Flere kilder i politiet siger til SVT, at sagen handler om et medlem af Sverigedemokraterna.
Partiets presseafdeling oplyser, at et medlem har trukket sig fra sin post, men bekræfter ikke, at det skyldes den pågældende sag.
- Vi har modtaget en anmodning om opsigelse fra et medlem af Riksdagen. Personen har oplyst, at det skyldes personlige forhold, skriver partiets presseafdeling til SVT.
Ifølge mediets oplysninger har svensk politi fået kendskab til de formodede lovbrud, og at den pågældende politiker skulle være involveret, da det blev kontaktet af den amerikanske organisation NCMEC.
NCMEC - National Center for Missing and Exploitet Children - opsporer kriminelle, der udnytter børn seksuelt, og sender tip til politiet rundtom i verden.
/ritzau/




