København, 05/07/2025 - 13:37
Naturfond skyder flere penge i pulje til bedre havnatur
Kommuner og andre lokale aktører kan søge penge til projekter, der styrker den danske havnatur.
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er blevet tilført flere millioner kroner til en ansøgningspulje, der skal arbejde for at genoprette og styrke den danske havnatur.
Den Danske Naturfond har postet yderligere 14,5 millioner kroner i puljen, så der nu samlet kan søges om 43,5 millioner kroner.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Puljen kan søges af kommuner og andre lokale aktører, og pengene skal bruges på at genoprette naturen i de danske kystvande for eksempel gennem flere stenrev og ålegræsbede.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) anerkender, at havet langs de danske kyster er udfordret.
- Genopretning af levesteder er et helt centralt værktøj, og de steder i landet, hvor der for eksempel etableres stenrev, kan man se udviklingen vende og dyre- og plantelivet vende tilbage.
- Derfor er det afgørende, at vi nu kan skrue yderligere op for genopretning af sunde og naturlige miljøer på havbunden med hjælp fra og samarbejde med Den Danske Naturfond, siger ministeren i meddelelsen.
Biodiversitetskrisen rammer både dyr og planter på land og hav, siger Bengt Holst, formand for Den Danske Naturfond.
- Derfor er jeg glad for, at Naturfonden nu sammen med Havnaturfonden kan give havets natur bedre forhold ved at sikre flere levesteder til fisk, dyr og planter i de danske farvande, siger han i meddelelsen.
Puljen er en del af en politisk aftale om en Havnaturfond, der frem mod 2030 skal genoprette havnatur for 500 millioner kroner.
Alene i 2025 er der afsat 100 millioner kroner til forskellige indsatser.
Der kan ansøges om penge til projekter i slutningen af september i år, skriver Miljøministeriet i pressemeddelelsen.
Projekter kan få tilført maksimalt 12 millioner kroner.
/ritzau/