København, 10/03/2025 - 06:00
FAKTA: Grønland er fortsat økonomisk afhængig af Danmark
Den grønlandske økonomi er udfordret af en aldrende befolkning og færre børn.
Af: /ritzau/
Den grønlandske befolkning skal til stemmeurnerne den 11. marts, når der er valg til landets parlament, Inatsisartut.
Debatten om løsrivelse fra Danmark er rykket i centrum forud for valget.
Men trods megen tale om grønlandsk selvstændighed, så er landet fortsat økonomisk afhængig af Danmark.
Få herunder et overblik over Grønlands økonomiske situation:
* Grønlands bruttonationalprodukt (bnp) var ifølge den seneste opgørelse fra 2021 på 20,3 milliarder kroner. Til sammenligning lød Danmarks bnp på 2805 milliarder kroner i 2023.
* Danmark sender årligt et bloktilskud på 4,1 milliard kroner til Grønland. Dertil kommer 1,5 milliarder kroner til politi og retsvæsen samt andre tilskud.
* Grønland har en aktiv arbejdsstyrke på 31.153 personer. Styrken er faldende grundet færre børn og en voksende andel af ældre. Et gradvist højere uddannelsesniveau vil dog begrænse faldet i beskæftigelsen til cirka 18 procent frem mod 2050.
* Den aldrende befolkning kommer til at betyde et årligt underskud på 750 millioner kroner fra omkring 2030. Fra slutningen af 2030'erne forventes underskuddet at falde til omkring 650 millioner kroner årligt frem mod 2050.
* Størstedelen af Grønlands eksport består af fisk og skaldyr, og fiskerierhvervet spiller en vigtig rolle for landets økonomi. I 2023 eksporterede Grønland for 6,2 milliarder kroner. Fiskeprodukter udgjorde mere end 90 procent heraf ifølge TV 2.
* Turisme i landet er også et stort fokusområde, men der er ikke forventning om en større indtægtsstigning derfra de næste fem til ti år.
* Minedrift og udnyttelse af naturressourcer har stort potentiale, men branchen udgør kun en procent af økonomien. Arbejdet er omkostningstungt på grund af geografiske forhold, infrastruktur og arbejdsstyrke.
Kilder: KNR, Folketinget, Jyllands-Posten, Økonomisk Råd, TV 2, DR.
/ritzau/




