København, 03/06/2025 - 23:14
Løkke kræver ny kurs fra Israel: Historien vil dømme os
Udenrigsminister Lars Løkke (M) vil have Israel til at ændre kurs og sikre adgang for nødhjælp i Gaza.
Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) opfordrer Israel til at sikre uhindret adgang for nødhjælp til Gaza.
Hvis ikke det sker, så mener udenrigsministeren, at "alle vil blive dømt af historien".
Det skriver han tirsdag aften i et opslag på det sociale medie X.
- Det er mere end på høje tid, at Israel skifter kurs, begynder at samarbejde med verdenssamfundet og giver uhindret adgang for nødhjælp til en civilbefolkning i Gaza, der lider så voldsomt, at vi alle bliver dømt af historien, hvis kursen ikke ændres, skriver Lars Løkke Rasmussen.
Tirsdag morgen blev 24 palæstinensere meldt dræbt, da de ventede på uddeling af nødhjælp i Gazastriben. Det oplyste Gazas sundhedsministerium ifølge Reuters.
Hændelsen skete nær byen Rafah tæt på grænsen til Egypten.
Efter meldingen fra Gazas sundhedsministerium bekræftede det israelske militær, at det havde affyret skud mod enkeltpersoner omkring en halv kilometer fra det sted, hvor den amerikansk- og israelskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) holder til i Rafah.
Palæstinensere bevægede sig mod soldaterne på en måde, der "udgjorde en trussel mod dem", lød det fra militæret.
/ritzau/