Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/08/2026 - 16:56

15-årig pige er død efter trafikulykke i Randers

En ung pige er død efter en trafikulykke i Randers, hvor en lastbil og en cyklist var involveret.

Af: /ritzau/

En 15-årig pige er afgået ved døden efter en trafikulykke i Randers, hvor en lastbil og en cyklist var involveret.

Det oplyser Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Det fremgår ikke af meddelelsen, om den 15-årige pige befandt sig i lastbilen eller på cyklen.

Ulykken skete klokken 15.11 ud for Hobrovej 109 i det nordvestlige Randers.

Politiet er fortsat til stede ved ulykkesstedet, hvor der er afspærret for trafik.

- Vi beder om, at man finder en anden rute og respekterer politiets afspærringer.

Hobrovej 109 ligger ud til en rundkørsel i krydset mellem Hobrovej og Ringboulevarden.

Politiet har tilkaldt en bilinspektør, der undersøger ulykkesstedet.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, og om der er blevet foretaget opbremsninger eller lignende.

RITZAU

TjekDet - faktatjek