' /> '> USA stopper al udenlandsk bistand bortset fra til Israel og Egypten
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 25/01/2025 - 00:32

USA stopper al udenlandsk bistand bortset fra til Israel og Egypten

USA's udenlandske bistand vil blive sat på pause, indtil udenrigsministeren har gennemgået den.

Af: /ritzau/

Det amerikanske udenrigsministerium har fredag udstedt en ordre om at stoppe al udenlandsk bistand bortset fra nødforsyninger af mad og militær finansiering til Israel og Egypten.

Det viser et notat, som nyhedsbureauerne Reuters og AFP har set.

Stoppet kommer, fordi præsident Donald Trump vil undersøge, om fordelingen af bistand er på linje med hans udenrigspolitik.

Tiltaget risikerer at afskære lande fra milliarder af dollar i livreddende hjælp. USA er den største enkeltstående giver af bistand i verden. I 2023 udbetalte landet 72 milliarder dollar - 512 milliarder kroner - i bistand.

Til sammenligning udbetalte Danmark 21 milliarder kroner i ulandsbistand i 2023, viser en opgørelse fra Udenrigsministeriet.

Trump udstedte ordren om stoppet for udenlandsk bistand få timer efter sin indsættelse som USA's præsident mandag.

Han ønsker en gennemgang af effektiviteten og sammenhængen med hans udenrigspolitik. Omfanget er ikke umiddelbart kendt.

I notatet står der, at embedsmænd skal "sikre, at der i videst muligt omfang og i henhold til loven ikke bliver indgået nye forpligtelser for udenlandsk bistand".

Stoppet for uddelingen er øjeblikkeligt, indtil udenrigsminister Marco Rubio har gennemgået alle de faste udbetalinger.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek