Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/12/2022 - 13:16

Flere bliver stoppet på elcykel: Mange af dem er reelt knallerter

En mand fik fængselsdom for at køre uden kørekort, hjelm og forsikring på et køretøj, han troede var en cykel.

Af: /ritzau/

Flere og flere bliver stoppet på det, de troede var en cykel, men som rent juridisk viser sig at være en knallert.

Mange er nemlig ikke bevidste om, hvad reglerne egentlig er for, hvornår en elcykel er en elcykel.

Særligt i områderne omkring de større byer bliver borgere stoppet på det, der ifølge loven er en knallert.

Årsagen kan ifølge Thomas Bork, der er bilinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi, være, at mange ikke kender reglerne.

De blev først indført i 2019.

- Elcykler er jo cykler med hjælpefunktioner, så det kun er i nogen grad, den må køre, uden at man gør noget. Ellers er det faktisk ens fysiske kraft, der skal trække selv, og så hjælper motoren med at køre.

- Så når folk køber en cykel, hvor man ikke skal træde i pedalerne, men den kører af sig selv og med høje hastigheder, er det ikke en cykel mere. Så er det en knallert, siger han.

Det måtte en 35-årige for nylig sande, da han blev dømt for at køre en stor knallert, selv om han havde mistet sit kørekort.

- Det virkede han oprigtigt overrasket over, fordi han troede, han havde købt en elcykel, siger anklagerfuldmægtig Helena Lyngsø Bengtsen.

Ud over det blev han dømt for, at køretøjet ikke var typegodkendt, at han ikke havde den rigtige forsikring, at han ikke havde styrthjelm på og for at køre på fortovet.

Desuden var det femte gang, manden blev taget i at køre uden kørekort.

Han blev idømt 40 dages betinget fængsel med vilkår om 60 timers samfundstjeneste inden for seks måneder og en bøde på 5500 kroner.

Har man ikke alle de forhold, koster det normalt 7000 kroner at blive taget på en stor knallert uden kørekort.

Reglerne for, hvornår noget er en knallert, en såkaldt speed pedelec eller en knallert er klare.

En elcykel er, uddyber Thomas Bork, sådan set bare en normal trædecykel med pedaler, hvor der kan sidde en elmotor på op til 250 watt.

Den har en hjælpefunktion, som gør, at den kan trække en op til 23 kilometer i timen.

- Et andet begreb er de her hurtige cykler - speed pedelecs - som igen er en elcykel, men som adskiller sig, fordi den kan have en større motor. Og fordi den kan køre hurtigere, skal den også være typegodkendt.

- Den må køre, uden at man træder i pedalerne, med op til 20 kilometer i timen. Det vil sige, at den altså reelt bare må trække dig. Og fra 20 kilometer i timen og op til 45 kilometer i timen skal man bruge muskelkraft, så der må den kun assistere, siger han.

Desuden skal man have en forsikring til en speed pedelec, og så skal man bære hjelm, når man kører den.

En knallert er et tohjulet køretøj med enten en forbrændingsmotor - på op til 50 kubikcentimeter i slagvolumen - eller også er der en elmotor. Den må være godkendt til 30 kilometer, eller også må den være godkendt til at køre op til 45 kilometer i timen.

Grunden til, at reglerne er, som de er, fortæller Thomas Bork, er på grund af færdselssikkerheden. Det handler nemlig om, at man fysisk skal være i stand til at håndtere køretøjet.

Særligt ved de store elcykler kan det kræve mange kræfter at stoppe den, hvis man kører 45 kilometer i timen.

/ritzau/

Atlanta, 15/07/2025 - 03:00

Ikke-udgivet Beyoncé-musik stjålet fra koreografs bil

Parkwood Entertainment/Reuters

Harddiske med sange, der ikke er blevet udgivet, er stjålet fra bil, som blev brugt af koreograf og danser.

Uudgivet musik fra den amerikanske sanger Beyoncé er blevet stjålet fra en bil i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

Det skriver mediet BBC.

Tyveriet fandt sted den 8. juli - få dage inden, at Beyoncé spillede den første af fire koncerter i byen som del af sin Cowboy Carter-turné.

Her blev en række genstande stjålet fra en lejebil, som blev brugt af sangerens koreograf og af en af hendes dansere.

En politirapport viser, at harddiske med sange, der endnu ikke er blevet udgivet, er blandt de stjålne sager. Også dokumenter med planer for hendes shows og sætlister til tidligere og kommende koncerter blev stjålet fra bilen.

Politiet i Atlanta siger, at der er blevet udstedt en arrestordre på en mistænkt. Vedkommendes navn er dog ikke blevet offentliggjort.

Christopher Grant, som er koreograf for Beyoncé, og danseren Diandre Blue forklarer til politiet, at de havde parkeret den lejede bil, som var en sort Jeep Wagoneer, for at gå ind i et spiseområde med madboder, som lå i nærheden.

Da de vendte retur, var bilens bagrude blevet smadret, og to kufferter var forsvundet, lyder det i politirapporten om hændelsen.

De to har også fortalt til politiet, at de i bilen også havde oplysninger til Beyoncé, som de kalder meget personlige og følsomme.

Fra bilen blev der desuden stjålet en bærbar computer, designertøj og et par Airpods fra Apple.

Myndighederne har forsøgt at bruge en funktion, hvor man kan spore computer og Airpods, til at finde ud af, hvor de stjålne ting er, fremgår det af politirapporten.

Myndighederne har også undersøgt bilen for fingeraftryk, og de fandt i den forbindelse to "meget lette" aftryk, lyder det.

Det er umiddelbart uklart, hvorvidt de stjålne genstande er blevet fundet.

BBC har rakt ud til en repræsentant for Beyoncé vedrørende sagen, men sangeren er ikke umiddelbart vendt tilbage.

Beyoncé spillede Cowboy Carter-turnéens første koncert i Atlanta den 10. juli. Den sidste finder sted mandag aften amerikansk tid.

/ritzau/

Læs Mere >>

Atlanta, 15/07/2025 - 02:44

Ikke-udgivede Beyoncé-sange stjålet fra koreografs bil

Harddiske med sange, der ikke er blevet udgivet, er stjålet fra bil, som blev brugt af koreograf og danser.

Uudgivet musik fra den amerikanske sanger Beyoncé er blevet stjålet fra en bil i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

Det skriver mediet BBC.

Tyveriet fandt sted den 8. juli - få dage inden, at Beyoncé spillede den første af fire koncerter i byen som del af sin Cowboy Carter-turné.

Her blev en række genstande stjålet fra en lejebil, som blev brugt af sangerens koreograf og af en af hendes dansere.

En politirapport viser, at harddiske med sange, der endnu ikke er blevet udgivet, er blandt de stjålne sager. Også dokumenter med planer for hendes shows og sætlister til tidligere og kommende koncerter blev stjålet fra bilen.

Politiet i Atlanta siger, at der er blevet udstedt en arrestordre på en mistænkt. Vedkommendes navn er dog ikke blevet offentliggjort.

Christopher Grant, som er koreograf for Beyoncé, og danseren Diandre Blue forklarer til politiet, at de havde parkeret den lejede bil, som var en sort Jeep Wagoneer, for at gå ind i et spiseområde med madboder, som lå i nærheden.

Da de vendte retur, var bilens bagrude blevet smadret, og to kufferter var forsvundet, lyder det i politirapporten om hændelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/07/2025 - 11:00

FAKTA: Buksbomhalvmøl er ikke invasiv

* Buksbomhalvmøl er en relativt ny art i Danmark. Den kommer oprindeligt fra fugtige, subtropiske områder i Østasien.

* Den blev første gang registreret i Danmark i 2013 og har siden spredt sig.

* Arten kan dog ikke betegnes som invasiv, fordi den ikke truer bestande af nogen hjemmehørende arter.

* Buksbomhalvmøllets larver minder om larverne fra stor kålsommerfugl.

Kilde: naturbasen.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 14/07/2025 - 11:00

Hold øje med disse ubudne gæster i haven

Francois Nascimbeni/Ritzau Scanpix

Sommeren byder på irriterende plageånder, der æder sig gennem dine afgrøder og planter.

Du er langtfra ene om at nyde haven under sommersolen. Både bede, buske og græsplæne kan blive ædt ihjel af umættelige larvemunde.

Her er tre ubudne gæster, du skal holde øje med.

1) Kållarver.

Dyrker du rucola, pak choi eller andre kålsorter i køkkenhaven, kan du være temmelig sikker på at få besøg af kålsommerfuglen, som ynder at lægge sine æg i netop kålplanter.

Og får laverne lov, spiser de gerne hele bedet, fortæller Anja Kelvin, der er anlægsgartner hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

- Man kan undgå det ved at lægge en fiberdug eller et finmasket net hen over bedet, siger hun og råder til, at du placerer nettet på en måde, hvor det er en smule hævet over planterne.

På den måde kan du forhindre, at kålsommerfuglen presser sit læggeorgan ind mellem maskerne i nettet og lægger æg på bladene.

Alternativt kan du hver aften gå en tur i haven og kigge efter og fjerne de små klaser af æg, der som oftest findes på bagsiden af kålbladene.

2) Gåsebiller.

Skuer du over din græsplæne i juli, kan du være uheldig at få øje på en sværm af gåsebiller. Deres larver spiser græsrødderne, og det kan i værste fald føre til, at store dele af plænen ødelægges.

- Græsset falder i store flager. En måde at undgå det på er ved at holde græsplænen gødet, så rodnettet er i stand til hele tiden at vokse, siger Peder Glud, der er uddannelsesleder på anlægsgartneruddannelsen ved Jordbrugets UddannelsesCenter Århus.

Gåsebillelarverne kan også bekæmpes med biologisk bekæmpelse. Det er muligt at købe en slags mider, som sættes ud, og som spiser larverne.

- Fuglene spiser også mange af dem. Så det er en god ting at sætte redekasser op, så du sørger for, at der er fugle i haven, siger Peder Glud.

3) Buksbomhalvmøl.

Havens stedsegrønne buksbom kan ad flere omgange gennem sommeren blive ramt af angreb fra buksbomhalvmøl. Igen er det larverne, der gør stor skade.

- De spiser bladene på buksbom ret voldsomt og hurtigt. De har en dobbeltcyklus, så larverne er store nu og forpupper sig, og så kommer der en generation mere, som kan nå at give den gas, inden sommeren er omme, siger Anja Kelvin fra Haveselskabet.

Hendes bedste tip er at gøre det til en vane løbende at fjerne larverne en efter en. Hvis du har høns, kan du smide larverne ind til dem. Ellers anbefaler Anja Kelvin, at du smider larverne ud med det grønne affald.

- Smider du dem på komposten, kravler de bare tilbage, siger hun.

Alternativt findes der biologiske bekæmpelsesmidler, som du kan sprøjte buksbommen med.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek