Minneapolis, 29/01/2026 - 13:35
Alex Pretti var i sammenstød med betjente 11 dage før drab i Minneapolis
Videooptagelser viser, at en 37-årig blev tvunget til jorden i Minneapolis efter at have råbt ad betjente.
Af: /ritzau/
Halvanden uge inden, at Alex Pretti blev skudt og dræbt af føderale grænsebetjente i Minneapolis, var den 37-årige sygeplejerske i sammenstød med flere betjente under en demonstration.
Det viser videooptagelser ifølge The New York Times, CNN og The Guardian.
På optagelserne, der er fra 13. januar, kan man høre, at Alex Pretti råber, "Hvad laver I her?" til et par betjente, der står ved en bil tæt på en gruppe demonstranter i den amerikanske storby.
Herefter retter han skældsord mod dem og spytter mod den ene betjent, da betjenten er på vej ind i bilen. Da bilen begynder at køre, sparker Alex Pretti to gange mod den ene af bilens baglygter.
Herefter stiger betjentene ud og tvinger Alex Pretti til jorden. Ifølge The New York Times ligger han cirka 20 sekunder på jorden, inden betjentene slipper ham og kører væk fra stedet.
Alex Pretti blev skudt og dræbt 11 dage senere - 24. januar.
Ifølge en foreløbig undersøgelse fra USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security (DHS), affyrede to grænsebetjente skud i forbindelse med drabet.
/ritzau/




